Leizu – Kinesisk dronning, der opdagede silke og opfandt væven

Leizu var en legendarisk kinesisk dronning. Ifølge traditionen opdagede hun silke og opfandt silkevæven i det 28. århundrede f.Kr. Hun omtales ofte som Lei Zu (kinesisk: 嫘祖) og i nogle kilder beskrives hun som hustru til den mytiske Gule Kejser (Huangdi). Historierne om Leizu ligger i grænsefeltet mellem myte og tidlig teknologi, og deres eksakte historiske troværdighed er usikker.

Myter og opdagelser

Leizu opdagede silkeormene på en tur i nærheden af kongens morbærtræer. Der findes flere varianter af beretningen om, hvordan hun præcist opdagede, at silkeormene producerer silketråde. I en version stødte hun på larver, der spiste morbærblade, og bemærkede deres små kokoner; i en anden blev tilfældigheder som damp fra en kop varm væske afgørende.

En historie fortæller, at hun brugte sin finger til at røre ved en orm, hvilket fik en silkestreng til at komme ud. Da silken fortsatte med at komme ud, viklede hun den om sin finger. Da silken løb ud, så hun en lille kokon, og hun indså, at denne kokon var kilden til silken. Denne fortælling forklarer, hvordan man opdagede mulighed for at trække lange, sammenhængende tråde fra kokonerne.

En anden historie fortæller, at hun fandt silkeorme, der spiste morbærblade og spandt kokoner. Hun samlede nogle kokoner og satte sig derefter ned for at drikke te. Mens hun drak en kop te, lod hun en kokon falde ned i det dampende vand. En fin tråd begyndte at løsne sig fra kokonen. Leizu fandt ud af, at hun kunne vikle denne bløde og dejlige tråd rundt om sin finger. Denne version rummer elementer af processen, hvor varme løsner sericin (det naturlige limstof), så fibrene kan føres ud og samles.

Teknikker, inventar og udbredelse

Hun bad sin mand om at give hende en lund af morbærtræer, hvor hun kunne holde de orme, der lavede disse kokoner. Det er hendes fortjeneste, at hun opfandt silkespolen, som samler tynde silketråde til en tykkere tråd, der er stærk nok til at væve. Det er også hendes fortjeneste at have opfundet den første silkevævemaskine. Selvom detaljer i beretningerne varierer, afspejler de grundlæggende trin i serikultur (opfedning af silkeorme, kogning af kokoner, udtrækning/reeling af fibre, og vævning) en teknisk viden, som udvikledes i Kina i oldtiden.

Det vides ikke, hvor meget af denne historie der er sandt, men historikerne ved, at silke først blev fremstillet i Kina. Arkæologiske fund og tekstile rester viser, at silkefremstilling fandt sted for flere tusinde år siden i Kina, og at teknikkerne gradvist blev forfinede over århundreder. Ifølge traditionen delte Leizu det, hun fandt ud af, med andre, og denne viden blev udbredt.

Silke udviklede sig til en af Kinas vigtigste handelsvarer. Udover beklædning og ornamenter blev silke brugt som gave- og tributvare, i diplomati og som opbevarings- og skriveunderlag. Senere historiske handelsruter, ofte omtalt som Silkevejen, bragte kinesisk silke til Centralasien, Mellemøsten og Europa og gjorde stoffet til et eftertragtet luksusprodukt i mange kulturer.

Leizus historie hylder både opfindsomhed og den tætte forbindelse mellem naturens ressourcer (morbærtræer og silkeorme) og menneskers evne til at udvikle teknologi. Uanset hendes faktiske historiske eksistens er navnet Leizu blevet et symbol på silkeproduktionens oprindelse i kinesisk kultur.

I dag findes serikultur og silkeproduktion stadig i mange dele af verden, og traditionelle teknikker kombineres ofte med moderne metoder. Leizu fremstår i populærkultur, folkeviser og kunst som den kvindelige opfinder, der begyndte en håndværkstradition med lang økonomisk, social og kulturel indflydelse.