Arirang er en film fra 2011, der fortæller historien om revolutionæren Kim San og om det koreanske folks sorg og smerte under det japanske herredømme. Filmen sætter personlige beretninger i perspektiv med den politiske kamp for frihed og skildrer både de konkrete begivenheder og de følelsesmæssige konsekvenser for dem, der måtte forlade deres hjemland.
I historien møder en kvindelig journalist, Nim Wales, Kim San i Yanan City i Kina. Hun lytter til hans erindringer om revolution og frihed i Korea og til de valg, han og andre koreanske aktivister måtte træffe. Under den japanske besættelse (1910–1945) blev alle former for modstand kraftigt undertrykt; mange koreanere — herunder Kim San — blev tvunget i eksil og søgte støtte i Kina, hvor de i nogle tilfælde sluttede sig til anti-japanske bevægelser og revolutionære kredse i bl.a. Yanan.
Historien om Kim San er kendt fra de beretninger, Nim Wales (pseudonym for journalisten Helen Foster Snow) samlede og publicerede, og filmen bygger videre på disse personlige erindringer. Som fortælling handler den både om politisk kamp og om enkeltmenneskets længsel efter hjemstavn, retfærdighed og selvbestemmelse.
Tematik og symbolsprog: Filmens centrale tema er revolution og Koreas kamp for uafhængighed. Den undersøger også identitet, afsavn og de moralske dilemmaer, som aktivister stod overfor. Titlen "Arirang" refererer til den traditionelle koreanske sang af samme navn, som ofte bruges som symbol på sorg, modstand og national samhørighed — et stemningsfuldt omdrejningspunkt i både personlige erindringer og kollektiv hukommelse.
Filmens tilgang er primært at lade personlige beretninger og historisk kontekst supplere hinanden: den viser, hvordan store politiske begivenheder blev oplevet på individniveau, og hvordan håb, tab og ofre formede både enkeltpersoner og hele samfund.
Han sagde til Wales:
Han fortalte om sin længsel efter et frit Korea, om de ofre revolutionen krævede, og om håbet om en fremtid, hvor hans fædreland igen kunne stå som en selvstændig nation. Hans beretning var både et vidnesbyrd om smerte og en erklæring om, at kampen for frihed var værd at føre.