KKE — Grækenlands kommunistiske parti: Historie, ideologi og betydning
KKE — Grækenlands Kommunistiske Parti: Indsigt i partiets historie, marxistisk-leninistiske ideologi og politiske betydning fra 1918 til i dag.
Grækenlands Kommunistiske Parti (græsk: Κομμμουνιστικό Κόμμα Ελλάδας; Kommounistikó Kómma Elládas, KKE) er et marxistisk-leninistisk politisk parti i Grækenland. Det blev grundlagt i 1918 som Grækenlands socialistiske arbejderparti (det fik sit nuværende navn i november 1924). Det er det ældste politiske parti i moderne græsk politik. Partiet spillede en vigtig rolle i den græske modstandskamp under den tyske besættelse, og partiets medlemstal var størst i midten af 1940'erne. KKE deltog aktivt i den græske borgerkrig i årene efter Anden Verdenskrig, men endte på den tabende side og blev forbudt i de følgende årtier. Partiet blev først fuldt lovligt igen efter militærdiktaturets fald og systemskiftet i 1974.
Historisk udvikling
KKE opstod i en tid med hurtige politiske omvæltninger i Grækenland og Europa. Under den tyske og italienske besættelse (1941–1944) spillede kommunisterne en central rolle i den organiserede modstand gennem brede alliancer som EAM (Ethniko Apeleftherotiko Metopo) og den væbnede gren ELAS (Ellinikós Laïkós Apeleftherotikós Stratós). Efter besættelsen opstod der hurtigt konflikter mellem kommunistiske styrker og royalistiske/konservative kræfter, hvilket kulminerede i dekorationer og senere i borgerkrigen (1946–1949).
Efter nederlaget i borgerkrigen blev KKE forfulgt, og mange medlemmer gik i eksil eller blev interneret. Partiet var i praksis ulovligt i store dele af perioden frem til 1974, først under den konservative eller antikommunistiske politik i efterkrigsårene og senere under militærdiktaturet (1967–1974). Efter demokratiets genoprettelse har KKE genopbygget sin organisation og genoptaget åben politisk aktivitet.
Ideologi og organisation
KKE identificerer sig klart som marxistisk-leninistisk og bygger sin politik på principperne om arbejderklassens lederskab, kollektiv ejerskab af centrale produktionsmidler og planøkonomi. Partiet fastholder traditionel kommunistisk teori, herunder anvendelsen af demokratisk centralisme i interne beslutningsprocesser. KKE er kendt for sin kritik af både kapitalisme og reformistisk venstrepolitik; partiet har ofte afvist brede sociale-demokratiske eller "anti-austerity"-koalitioner, hvis det vurderes, at de undergraver marxistiske mål.
Organisationen er struktureret med en central komité og et politbureau samt en række lokale celler. KKE har egne mediekanaler og organisationsfløje, herunder dagbladet "Rizospastis", en ungdomsorganisation og tillægsværktøjer i fagbevægelsen. Partiet samarbejder tæt med fagforeningsgrupper og arbejderorganiseringer, blandt andet gennem bredere faglige initiativer og aktioner.
Politisk rolle og betydning
I efterkrigstiden og især i årene efter genoprettelsen af demokratiet har KKE haft en stabil, men ofte begrænset parlamentarisk tilstedeværelse. Partiet har perioder med høj vælgeropbakning og perioder med lavere støtte; i slutningen af 1980'erne oplevede KKE en relativ fremgang og omkring 1989 nåede partiet et højt stemmetal i nogle valgår (i denne periode deltog venstrefløjen i brede forhandlinger og der blev dannet koalitionsløsninger i kølvandet på komplekse parlamentariske situationer).
Fra 1990'erne og frem har KKE fortsat markeret sig ved at føre en konsekvent politik mod privatisering, militarisme og Grækenlands medlemskab af institutioner som EU og NATO. Partiet arbejder for stærkere arbejderrettigheder, offentligt ejerskab af strategiske sektorer og målrettede sociale programmer til fordel for lavindkomstgrupper.
Moderne lederskab og organisationelle elementer
KKE ledes af en generalsekretær og en central komité. Partiet har gennem årene haft flere markante ledere, som har præget dets linje og organisation. KKEs ungdomsorganisation fungerer som rekrutteringskilde, og partiet har fortsat et synligt fodaftryk i strejker, demonstrationer og faglige kampagner.
Betydning i dag
KKE spiller fortsat en rolle i græsk politik som en tydelig og ideologisk konsistent stemme til venstre for socialdemokratiet og andre venstrefløjsgrupper. Selvom partiet sjældent indgår i brede venstrefløjskoalitioner, har det stor indflydelse i særlige sektorer – især blandt aktive faglige grupper og i dele af den organiserede arbejderbevægelse. Partiets holdninger til EU, NATO og økonomisk politik gør det til et markant alternativ for vælgere, der ønsker et klart kommunistisk program frem for mere moderat venstreorienteret politik.
Samlet set er KKE et af de få europæiske partier, der stadig klart hævder en klassisk marxistisk-leninistisk linje, og det forbliver en væsentlig aktør i forståelsen af Grækenlands moderne politiske historie og aktuelle politiske debat.
Historie
Fundament
Bolsjevikkernes oktoberrevolution i Rusland i 1917 gav anledning til oprettelsen af kommunistiske partier i mange lande over hele verden. KKE blev grundlagt den 4. november 1918 som Grækenlands Socialistiske Arbejderparti (græsk: Σοσιαλιστικό Εργατικό Κόμμα Ελλάδας, Sosialistikó Ergatikó Kómma Elládas; akronym: ΣΕΚΕ, SEKE). Partiet blev ledet af en centralkomité bestående af fem medlemmer. Komitéen bestod af Nikos Dimitratos, D. Ligdopoulos, M. Sideris, A. Arvanitis og S. Kokkinos.
KKE's baggrund har rødder i mere end 60 år med små socialistiske, anarkistiske og kommunistiske grupper. Disse grupper fandtes hovedsagelig i industrialiserede områder. De fulgte eksemplet fra Pariskommunen og Chicagos arbejderbevægelse i 1892 for en otte timers arbejdsdag. Disse grupper pressede på for at samle de græske arbejdere i fagforeninger, indføre en ottetimers dag i Grækenland og bedre lønninger til arbejderne. Inspirationen kom fra Pariserkommunen og de kommunistiske revolutionære bestræbelser i begyndelsen af århundredet. De ødelæggelser, som næsten 20 års krige havde påført de græske arbejdere, spillede også en rolle. Som følge heraf blev der grundlagt et samlet socialkommunistisk parti i Grækenland.
På SEKE's anden kongres i april 1920 besluttede partiet at tilslutte sig Komintern. Komintern var en international kommunistisk organisation, der blev grundlagt i Moskva i 1919. SEKE ændrede sit navn til Grækenlands socialistiske arbejderparti - kommunistisk (SEKE-K). Der blev valgt en ny centralkomité, som bestod af Nikos og Panaghis Dimitratos, Yannis Kordatos, G. Doumas og M. Sideris. På SEKE-K's tredje ekstraordinære kongres i november 1924 blev partiet omdøbt til Grækenlands Kommunistiske Parti og vedtog marxisme-leninisme. Pandelis Pouliopoulos blev valgt som generalsekretær. Siden da har partiet fungeret på grundlag af demokratisk centralisme.
KKE mellem de to verdenskrige
KKE var stærkt imod Grækenlands deltagelse i den græsk-tyrkiske krig i 1919-1922. Den betragtede krigen som et imperialistisk komplot for at kontrollere markedet i Lilleasien. KKE's medlemmer gik ind for denne holdning både ved fronten og på fastlandet. KKE arbejdede sammen med den sovjetiske ambassadør for at overtale Venizelos' regering til at trække sine tropper tilbage fra Lilleasien. KKE forsøgte også at overtale Sovjetunionen til at presse Mustafa Kemal Atatürk til at tillade selvstyre for græske byer i Lilleasien.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Grækenlands Kommunistiske Parti?
A: Grækenlands Kommunistiske Parti er et marxistisk-leninistisk politisk parti i Grækenland.
Q: Hvornår blev partiet grundlagt?
A: Partiet blev grundlagt i 1918 som Grækenlands Socialistiske Arbejderparti, og det antog sit nuværende navn i november 1924.
Q: Hvilken rolle spillede partiet i den græske modstandskamp?
A: Partiet spillede en betydelig rolle i den græske modstandskamp.
Q: Hvordan var partiets medlemstal i midten af 1940'erne?
A: Partiets medlemstal var størst i midten af 1940'erne.
Q: Deltog partiet i den græske borgerkrig?
A: Ja, partiet deltog i den græske borgerkrig.
Q: Hvilken side endte partiet på i den græske borgerkrig?
A: Partiet endte på den tabende side i den græske borgerkrig.
Q: Hvornår blev partiet forbudt, og hvornår deltog det i en koalitionsregering?
A: Partiet var forbudt indtil 1974, men det deltog i en koalitionsregering i 1989, da det fik mere end 13% af stemmerne.
Søge