Grækenlands Kommunistiske Parti (græsk: Κομμμουνιστικό Κόμμα Ελλάδας; Kommounistikó Kómma Elládas, KKE) er et marxistisk-leninistisk politisk parti i Grækenland. Det blev grundlagt i 1918 som Grækenlands socialistiske arbejderparti (det fik sit nuværende navn i november 1924). Det er det ældste politiske parti i moderne græsk politik. Partiet spillede en vigtig rolle i den græske modstandskamp under den tyske besættelse, og partiets medlemstal var størst i midten af 1940'erne. KKE deltog aktivt i den græske borgerkrig i årene efter Anden Verdenskrig, men endte på den tabende side og blev forbudt i de følgende årtier. Partiet blev først fuldt lovligt igen efter militærdiktaturets fald og systemskiftet i 1974.
Historisk udvikling
KKE opstod i en tid med hurtige politiske omvæltninger i Grækenland og Europa. Under den tyske og italienske besættelse (1941–1944) spillede kommunisterne en central rolle i den organiserede modstand gennem brede alliancer som EAM (Ethniko Apeleftherotiko Metopo) og den væbnede gren ELAS (Ellinikós Laïkós Apeleftherotikós Stratós). Efter besættelsen opstod der hurtigt konflikter mellem kommunistiske styrker og royalistiske/konservative kræfter, hvilket kulminerede i dekorationer og senere i borgerkrigen (1946–1949).
Efter nederlaget i borgerkrigen blev KKE forfulgt, og mange medlemmer gik i eksil eller blev interneret. Partiet var i praksis ulovligt i store dele af perioden frem til 1974, først under den konservative eller antikommunistiske politik i efterkrigsårene og senere under militærdiktaturet (1967–1974). Efter demokratiets genoprettelse har KKE genopbygget sin organisation og genoptaget åben politisk aktivitet.
Ideologi og organisation
KKE identificerer sig klart som marxistisk-leninistisk og bygger sin politik på principperne om arbejderklassens lederskab, kollektiv ejerskab af centrale produktionsmidler og planøkonomi. Partiet fastholder traditionel kommunistisk teori, herunder anvendelsen af demokratisk centralisme i interne beslutningsprocesser. KKE er kendt for sin kritik af både kapitalisme og reformistisk venstrepolitik; partiet har ofte afvist brede sociale-demokratiske eller "anti-austerity"-koalitioner, hvis det vurderes, at de undergraver marxistiske mål.
Organisationen er struktureret med en central komité og et politbureau samt en række lokale celler. KKE har egne mediekanaler og organisationsfløje, herunder dagbladet "Rizospastis", en ungdomsorganisation og tillægsværktøjer i fagbevægelsen. Partiet samarbejder tæt med fagforeningsgrupper og arbejderorganiseringer, blandt andet gennem bredere faglige initiativer og aktioner.
Politisk rolle og betydning
I efterkrigstiden og især i årene efter genoprettelsen af demokratiet har KKE haft en stabil, men ofte begrænset parlamentarisk tilstedeværelse. Partiet har perioder med høj vælgeropbakning og perioder med lavere støtte; i slutningen af 1980'erne oplevede KKE en relativ fremgang og omkring 1989 nåede partiet et højt stemmetal i nogle valgår (i denne periode deltog venstrefløjen i brede forhandlinger og der blev dannet koalitionsløsninger i kølvandet på komplekse parlamentariske situationer).
Fra 1990'erne og frem har KKE fortsat markeret sig ved at føre en konsekvent politik mod privatisering, militarisme og Grækenlands medlemskab af institutioner som EU og NATO. Partiet arbejder for stærkere arbejderrettigheder, offentligt ejerskab af strategiske sektorer og målrettede sociale programmer til fordel for lavindkomstgrupper.
Moderne lederskab og organisationelle elementer
KKE ledes af en generalsekretær og en central komité. Partiet har gennem årene haft flere markante ledere, som har præget dets linje og organisation. KKEs ungdomsorganisation fungerer som rekrutteringskilde, og partiet har fortsat et synligt fodaftryk i strejker, demonstrationer og faglige kampagner.
Betydning i dag
KKE spiller fortsat en rolle i græsk politik som en tydelig og ideologisk konsistent stemme til venstre for socialdemokratiet og andre venstrefløjsgrupper. Selvom partiet sjældent indgår i brede venstrefløjskoalitioner, har det stor indflydelse i særlige sektorer – især blandt aktive faglige grupper og i dele af den organiserede arbejderbevægelse. Partiets holdninger til EU, NATO og økonomisk politik gør det til et markant alternativ for vælgere, der ønsker et klart kommunistisk program frem for mere moderat venstreorienteret politik.
Samlet set er KKE et af de få europæiske partier, der stadig klart hævder en klassisk marxistisk-leninistisk linje, og det forbliver en væsentlig aktør i forståelsen af Grækenlands moderne politiske historie og aktuelle politiske debat.