Skakrating og -systemer: ELO, historie og hvordan spillerstyrke måles

Lær alt om skakratings: ELO, historiske systemer og hvordan spillerstyrke måles — fra Ingo og Harkness til FIDEs moderne ratingsystem.

Et rating system er et system, der bruges i skak til at vurdere en spillers styrke, baseret på hans præstationer mod andre spillere. De anvendes af alle nationale skakorganisationer og af FIDE, det internationale skakforbund. I disse systemer indikerer et højere tal en stærkere spiller. Generelt stiger en spillers rating, hvis han klarer sig bedre end forventet, og falder, hvis han klarer sig dårligere end forventet. Elo-rating-systemet anvendes af FIDE og af mange lande.

Det første moderne ratingsystem blev brugt af Correspondence Chess League of America i 1939. Den sovjetiske spiller Andrey Khachatoruv foreslog et lignende system i 1946. Det første system, der fik indflydelse på den internationale skak, var Ingo-systemet i 1948. USCF (United States Chess Federation) vedtog Harkness-systemet i 1950. Kort efter begyndte det britiske skakforbund at bruge et system, der var udtænkt af Sir Richard Clarke, en statistiker og højtstående embedsmand. USCF skiftede til Elo-rating-systemet i 1960, som blev overtaget af FIDE i 1970.

Hvordan Elo-systemet virker i praksis

Grundprincippet i Elo-systemet er, at hver spillers rating repræsenterer en forventet præstationsstyrke. Når to spillere mødes, beregner man en forventet score for hver spiller ud fra ratingforskellen. Efter partiet bliver spillerens rating justeret i forhold til, om resultatet var bedre eller dårligere end forventet.

Den teoretiske forventede score E for spiller A mod spiller B beregnes med formlen:

E = 1 / (1 + 10^{(R_B - R_A)/400})

Eksempel: En spiller med rating 1600 mod en spiller med 1400 har en forventet score på cirka 0,76 (dvs. at den højere ratede spiller statistisk forventes at få ~0,76 point af 1).

Ratingændringen beregnes som:

ΔR = K × (opnået score − forventet score)

Her er K en faktor, der bestemmer hvor hurtigt ratingen ændrer sig. En høj K gør ratingen mere dynamisk, en lav K gør den mere stabil.

K-faktor og usikkerhed

Organisationer bruger forskellige K-værdier. Typisk praksis er:

• Høj K (fx 30–40): bruges for nye spillere eller unge spillere for at hurtigere få en realistisk rating.
• Mellem K (fx 20): almindelig for mange etablerede spillere.
• Lav K (fx 10): bruges for topspillere for at undgå store udsving ved enkeltresultater.

FIDE har historisk brugt forskellige K-værdier afhængigt af hvor etableret en spiller er, og nationale forbund kan have egne regler. Der findes også mere avancerede systemer som Glicko og Glicko-2, som ud over selve ratingen også beregner en rating-usikkerhed (rating deviation, RD) og dermed giver et bedre mål for hvor sikker en rating er.

Andre ratingsystemer og historisk udvikling

Udover Elo findes flere varianter og helt andre systemer:

• Ingo-systemet: Tidligt europæisk/nationalt system der bidrog til struktureringen af ratings i midten af 1900-tallet.
• Harkness-systemet: Simpelt gennemsnitsbaseret system brugt i USA før overgang til Elo.
• Clarke-systemet: En britisk variant udviklet af Sir Richard Clarke med egen metode til justering.
• Glicko/Glicko-2: Moderne systemer der indfører usikkerhedsmål (RD) og justerer, så spillere med få partier har større ratingbevægelser, mens stabile spillere ændres mindre.

Præstationsrating, titler og ratingskalaer

En præstationsrating (performance rating) viser, hvilken rating en spiller har spillet som i et givent turneringsforløb. Et simpelt princip er, at hvis man scorer 50% mod en gruppe modstandere, svarer præstationen til gennemsnittet af deres ratings. For andre scoringsprocenter bruges tabeller eller beregninger til at finde den tilsvarende præstationsværdi.

Ratings bruges også til at kvalificere til titler. For eksempel kræver titlen stormester (GM) normalt, at en spiller når en rating på 2500 på et tidspunkt og opnår de nødvendige normer i stærkt felt. Nationale forbund fastsætter tilsvarende krav for nationale titler.

Separate lister, online ratings og særlig variation

Der findes separate ratings for:

• standard (klassisk) skak
• hurtigsjakk (rapid)
• lyn (blitz)
• online-platforme (fx Chess.com, Lichess), som ofte bruger Glicko-baserede systemer og derfor ikke direkte kan sammenlignes med FIDE-rating.

Der er også diskussioner om ratinginflation/deflation — altså om gennemsnitsratingen stiger eller falder over tid — samt hvordan nye spillere hurtigst muligt får en realistisk rating. Derfor anvendes regler om provisional ratings og særlige K-faktorer i begyndelsen af en karriere.

Praktiske råd til spillere

• Forstå din aktuelle K-værdi: hvis du har høj K, kan korte resultatsving være normale — frygt dem ikke.
• Spil flere turneringer mod stærkere modstandere for at få en hurtigere og mere retvisende ratingudvikling.
• Brug præstationsratinger til at vurdere niveauet i en enkelt turnering frem for kun den officielle rating.
• Træn konkret: åbningsforberedelse, slutspilstræning og analyse af egne partier giver mest ratinggevinst på længere sigt.

Afsluttende bemærkninger

Ratingsystemer er ikke perfekte mål for en spillers fulde styrke — de er statistiske estimater baseret på indbyrdes resultater — men de er et effektivt værktøj til rangering, parring i turneringer og måling af fremskridt. For at tolke en rating korrekt er det vigtigt at kende systemets detaljer (fx K-faktor, om listen er provisional, og om ratingsystemet tager usikkerhed med i beregningen).

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er et skakvurderingssystem?

Q: Hvilke organisationer bruger skakvurderingssystemer?

Q: Hvad indikerer et højere tal i et skakvurderingssystem?

Q: Hvordan ændres en spillers rating i et skakrating-system?

Spørgsmål: Hvad er Elo-rating-systemet?

Spørgsmål: Hvem foreslog et lignende system som det moderne skakvurderingssystem i 1946?

Spørgsmål: Hvornår blev Elo-rating-systemet vedtaget af FIDE?

Søg efter bogstav