Børstehale klippewallaby (Petrogale penicillata) — udbredelse og bevaringsstatus

Børstehale klippewallaby (Petrogale penicillata) — udbredelse, levesteder og truet bevaringsstatus i Australien; bestandsnedgang, lokalt almindelighed og bevaringsindsatser.

Den børstehale klippevælling (Petrogale penicillata) er en af flere klippe-wallabies i slægten Petrogale. Den lever i sprækker, klipper og krat i Australiens Great Dividing Range fra ca. 100 km nordvest for Brisbane til Grampians i det sydvestlige Victoria. Dens levesteder omfatter både regnskov og tørre sklerofylskove, typisk de klippeområder hvor den kan søge skjul i huler og mellem sten.

Udseende og adfærd

Petrogale penicillata er en mellemstor wallaby med kraftige bagben, lange ører og en karakteristisk busket hale, som har givet arten sit danske navn. Farven varierer fra gråbrun til brunlig med lysere underside. Den er primært crepuskulær og nataktiv og foretrækker at opholde sig i små kolonier på klippefremspring, hvor den bevæger sig smidigt mellem sprækker og hylder.

Arten er planteædende og lever hovedsageligt af græsser, blade og anden vegetation, men kan tilpasse sin kost efter tilgængelighed. Reproduktionen følger typisk en sæsonbestemt rytme; hunner har en pung (marsupium) hvor unger (joeys) udvikler sig efter fødslen. Ungerne bliver hos moderen indtil de er store nok til at klare sig selv.

Udbredelse og bestandsudvikling

Udbredelsen strækker sig langs bjergryggen i det østlige Australien. Mens arten stadig forekommer lokalt almindeligt i det nordlige New South Wales og det sydlige Queensland, er antallet i den sydlige og vestlige del af udbredelsesområdet faldet markant. I Victoria er bestanden næsten uddød med kun få kendte individer: omkring fire i Grampians National Park og cirka 20 i East Gippsland.

Et konkret eksempel på forsøgt genoprettelse er udsætningen i Jenolan-hulerne i New South Wales i 1988, hvor ca. 80 individer blev indsat i skovområder; få år senere, i 1992, var der kun syv tilbage, hvilket illustrerer de store udfordringer ved genindførsel uden samtidig effektiv bekæmpelse af trusler.

Trusler

• Prædation fra invasive rovdyr: Rødfuget ræv (fox) og vilde katte udgør en stor trussel, især for ungdyr og isolerede bestande.
• Habitattab og fragmentering: Skovrydning, landbrugsudvidelse, vejanlæg og ændret brandregime splitter klippehabitaterne og mindsker tilgængelige levesteder.
• Konkurrence og ændret fødegrundlag: Introducerede herbivorer og ændringer i vegetationssammensætning kan reducere fødeudbuddet.
• Sygdomme og genetisk udtynding: Små, isolerede populationer er sårbare over for sygdomsudbrud og tab af genetisk variation.
• Brande: Hyppigere eller særlig intense brande kan ødelægge både føde og skjulesteder, især hvis bestanden er fragmenteret.

Bevaringsstatus og tiltag

Arten har oplevet lokale tilbagegange og er i visse delstater stærkt truet. Der er i en række områder igangsat bevaringsindsatser for at stabilisere og genoprette bestande. Typiske tiltag omfatter:

• Kontrolprogrammer mod invasive rovdyr (ræve og vilde katte).
• Beskyttelse og restaurering af klippehabitater samt oprettelse af korridorer for at mindske isolering af bestande.
• Translokationer og formidlet genopbygning gennem kontrollerede udsætninger og avlsprogrammer i fangenskab, kombineret med overvågning.
• Langsigtet overvågning af bestandsstørrelser, genetisk diversitet og sundhedsstatus.
• Oplysning og samarbejde med lokale samfund om bevarelse og mindskelse af menneskelige konflikter.

Selvom arten stadig kan være almindelig i dele af sit område, viser regionale tab og små restbestande i flere områder, at fortsatte og målrettede bevaringsindsatser er nødvendige for at sikre arten på lang sigt. Status kan desuden variere mellem stater og over tid, så opdaterede regionale undersøgelser er vigtige for korrekt forvaltning.

Introduktioner

I slutningen af 1800-tallet introducerede guvernør Grey denne og fire andre arter af wallabies (herunder den sjældne parma wallaby) til øer i Hauraki-bugten nær Auckland i New Zealand, hvor de blev veletablerede. I moderne tid er wallabyerne blevet betragtet som eksotiske skadedyr. De har skabt problemer for de indfødte planter og dyr og er ved at blive fjernet fra øerne. Mellem 1967 og 1975 blev 210 rock-wallabies fanget på Kawau Island og sendt tilbage til Australien sammen med tusindvis af andre wallabies. Rock-wallabies blev fjernet fra Rangitoto- og Motutapu-øerne i løbet af 1990'erne. Yderligere 33 rock-wallabies blev indfanget på Kawau i 2000'erne og sendt tilbage til Australien.

I 2003 blev nogle Kawau-børstehaler flyttet til Waterfall Springs Conservation Park nord for Sydney, New South Wales, med henblik på opdræt i fangenskab.

To wallabies undslap i 1916 på øen Oahu på Hawaii. Der findes nu en lille ynglebestand.

Rækkevidde for brush-tailed rock-wallaby.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er den børstehale klippevælling?

Sp: Hvor mange rock-wallabies er der i slægten Petrogale?

Spørgsmål: Hvor lever den børstehale klippevugge?

Sp: Hvilke slags levesteder lever brush-tailed rock-wallabyen i?

Spørgsmål: Er antallet af brush-tailed rock-wallabies faldet i hele dens udbredelsesområde?

Spørgsmål: Hvor er brush-tailed rock-wallaby stadig lokalt udbredt?

Spørgsmål: Er brush-tailed rock-wallaby truet?

Søg efter bogstav