Rómulo Betancourt – grundlægger af det moderne demokrati i Venezuela
Rómulo Betancourt — Venezuelas grundlægger af moderne demokrati: hans præsidentskab, politiske arv og betydning for 20. århundredes latinamerikansk politik.
Rómulo Ernesto Betancourt Bello (22. februar 1908 - 28. september 1981), kendt som "det venezuelanske demokratis fader", var Venezuelas 47. og 54. præsident fra 1945 til 1948 og igen fra 1959 til 1964, og leder af Acción Democrática, Venezuelas dominerende politiske parti i det 20. århundrede. Han spillede en central rolle i overgangen fra forskellige autoritære styreformer til et system baseret på konkurrerende politiske partier, frie valg og institutionel stabilitet.
Tidlige år og politisk organisering
Betancourt kom fra en familie med politisk interesse og blev tidligt involveret i studenter- og oppositionsbevægelsen. I 1930'erne og 1940'erne arbejdede han for at opbygge en moderne politisk organisation, der kunne mobilisere brede lag af befolkningen. Som grundlægger og leder af Acción Democrática fastholdt han partiets socialdemokratiske profil og fokus på politisk inklusion, social retfærdighed og statslig regulering af økonomiske ressourcer – især olieindtægterne.
Præsidentperioder og indre politik
Betancourts første periode i 1945–1948 fulgte en overgangsperiode, kendt som Oktoberrevolutionen, hvor en civilt-militær regering overtog magten fra den tidligere administration. Under hans og hans bevægelses ledelse blev der arbejdet for at udbygge politiske rettigheder og forberede brede valgprocesser. Perioden kulminerede i udarbejdelsen af en moderniseret forfatning og øget politisk mobilisering på tværs af samfundet.
Efter at være blevet fordrevet af et militærkup i 1948 tilbragte Betancourt flere år i eksil. Han vendte tilbage efter diktatoren Marcos Pérez Jiménez’ fald i 1958 og vandt det demokratiske præsidentvalg i 1958–59. Som præsident 1959–1964 arbejdede Betancourt for at konsolidere demokratiet: han styrkede statens institutioner, søgte stabile økonomiske rammer ved at håndtere olieindtægter mere systematisk og iværksatte investeringer i infrastruktur, uddannelse og sociale programmer for at fremme modernisering og vækst.
Udenrigspolitik og Betancourt-doktrinen
Betancourt var kendt for sin klare udenrigspolitiske linje mod autoritære og militære magtovertagelser. Den såkaldte "Betancourt-doktrin" gik i korte træk ud på, at Venezuela ikke skulle anerkende regeringer, der var kommet til magten ved udemokratiske midler. Doktrinen havde betydelig indflydelse på regionens diplomatiske praksis og afspejlede hans ambition om at fremme demokrati som en norm i Latinamerika.
Samtidig var hans regering præget af komplicerede relationer til andre nyradikale og revolutionære bevægelser i regionen. Hans regering greb også hårdt ind mod væbnede oprør og guerillabevægelser i begyndelsen af 1960’erne, hvilket har været genstand for både kritik og debat i vurderinger af hans arv.
Betydning og arv
Betancourt anses af mange historikere og politikere som en af arkitekterne bag det moderne demokratiske Venezuela. Hans arbejde med at bygge politiske institutioner, fremme politisk pluralisme og regulere udnyttelsen af landets olieindtægter lagde grundlaget for efterfølgende decennier. Samtidig var hans tid ved magten præget af svære dilemmaer mellem stabilitet og brug af magt mod interne trusler, hvilket gør hans eftermæle komplekst og ofte omdiskuteret.
Senere liv og død
Efter sin præsidentperiode fortsatte Betancourt som en indflydelsesrig skikkelse i venezuelansk og latinamerikansk politik. Han levede en del af sine senere år uden for landet og døde den 28. september 1981 i New York. Hans rolle som en central figur i 20. århundredes venezuelanske historie er stadig genstand for studier og debat, idet både hans institutionelle opbygning og hans metoder fortsat vurderes i lys af regionens politiske udvikling.
Søge