Berimbau: Brasiliansk bueinstrument med afrikansk oprindelse i capoeira

Berimbau: det en-strengede brasilianske bueinstrument med afrikansk oprindelse, der styrer capoeiraens rytme og bevægelse i rodaen.

Berimbau (portugisisk udtale: [beɾĩˈbaw]) er et enkeltstrenget slagtøjsinstrument, en musikalsk bue, fra Brasilien. Oprindeligt fra Afrika, hvor den får forskellige navne, blev berimbau efterhånden bragt ind i udøvelsen af den afro-brasilianske kampsport capoeira. Berimbau leder capoeiristas' bevægelser i rodaen – jo hurtigere berimbauen spiller, desto hurtigere og mere intenst bliver spillet.

Opbygning og dele

Berimbau er enkel i sit udseende, men sammensat af flere tydeligt definerede dele, hver med en vigtig funktion:

• Verga – buens lange, bøjede træstreng (typisk fra træsorter som biriba eller palo); den udgør selve rammen.
• Cabaça – et udhult kalebas- eller græskarresonansinstrument, som er fastgjort til vergas underside og forstærker lyden.
• Arame – stålstrengen, ofte lavet af gammel cykel- eller bildæktråd, spændt fra den ene ende af verga til den anden.
• Baqueta – en pind, som bruges til at slå og slide på aramen, hvilket skaber tonen og rytmen.
• Dobrão eller pedra – en metalplade, mønt eller sten, som holdes mod strengen for at ændre tonehøjden (et slags bånd/tryk).
• Caxixi – en lille ris- eller frøfyldt sæk (shaker), som ofte holdes i samme hånd som baqueta for at tilføje et rytmisk sus.

Spilleteknik

Spilleren holder berimbauen lodret, med cabaça mod maven eller hoften, og bruger baqueta til at slå på aramen. Med dob rão eller pedra ændres strengens vibrerende længde, så man får to grundlæggende toner: åben og dæmpet. Ved at flytte cabaça tættere eller længere fra kroppen og ved at variere trykket på dobrão kan musikeren skabe forskellige klangfarver og rytmiske effekter.

Gunga, medio og viola — instrumentets roller

I en capoeira-gruppe kan man møde tre forskellige størrelser af berimbau, som hver har sin funktion:

• Gunga (laveste tone) – fører ofte orkestret og sætter det overordnede tempo.
• Medio (mellem) – støtter melodien og svarer på gungas signaler.
• Viola (højeste tone) – spiller ornamenter, improvisationer og svarer i dialog med sangere og spillere.

Toques (rytmer) og rytmisk sprog i rodaen

Berimbau styrer hvilket spil, rytme og stemning, der udfolder sig i rodaen. Nogle af de mest kendte toques er:

• Angola – langsom og taktisk, fremmer et legende og jordnært spil.
• São Bento Grande – hurtigere og mere akrobatisk; bruges ofte til energisk, konkurrencepræget spil.
• Benguela – mellemtempo, med en særpræget rytmisk gang.
• Other toques – der findes flere lokale og moderne varianter; mestre i capoeira kan kombinere og variere dem kreativt.

Ud over tempo angiver berimbau også start- og stop-signaler, skifter mellem solosang og respons, og kommunikerer mellem musikerne og capoeiristas i ringen.

Historie og kulturel betydning

Berimbau stammer fra vestafrikanske bueinstrumenter, som blev bragt til Brasilien af slaver. I Brasilien blev den integreret i religiøse og sociale praksisser og fik en særlig plads i capoeira, hvor den ikke bare er et instrument men også et symbol på modstand, fællesskab og kulturel overlevelse. Udtrykket og teknikken varierer mellem regioner og mestre, og berimbau er i dag et ikon for afro-brasiliansk kultur.

Vedligeholdelse og variationer

• Strengen (arame) udskiftes, når den er slidt; den kan tunes ved at ændre spænding eller ved at flytte dobrão.
• Cabaça bør tørres omhyggeligt og eventuelt forstærkes indvendigt for at undgå revner.
• Der findes moderne eksperimenter med materialer og forstærkede versioner (f.eks. med mikrofon), men traditionelle instrumenter foretrækkes ofte for deres autentiske klang.

Afsluttende bemærkninger

Berimbau er både enkelt og dybt: med få elementer skaber det et rigt sprog af rytme, tone og kommando i capoeira. At lære at lytte til berimbau er at forstå spillernes og musikkens dialog — et centralt element i capoeiras æstetik og tradition.

Søg efter bogstav