Syed Makhdoom Yousaf Raza Gillani (Urdu: مخدوم سيد يوسف رضا گیلانى, født den 9. juni 1952 i Karachi) var Pakistans 16. premierminister i perioden 2008–2012. Han har tidligere været formand for Pakistans nationalforsamling (1993–1997) og har også fungeret som forbundsminister i 1985–1986.

Tidlig politisk karriere

Gillani stammer fra en politisk og religiøs familie og har været aktiv i pakistansk politik gennem flere årtier under Pakistan Peoples Party (PPP). Han fik national opmærksomhed gennem sine roller i nationalforsamlingen og i regeringen i 1980’erne og 1990’erne, hvor han opbyggede tætte bånd til partiets ledelse.

Vejen til embedet som premierminister

Efter folketingsvalget i 2008 blev Gillani nomineret af Pakistan Peoples Party (PPP) med støtte fra koalitionspartnere, herunder Pakistan Muslim League (N), Awami National Party, Jamiat Ulema-e-Islam (F) og Muttahida Qaumi Movement den 22. marts 2008. Han aflagde embedseed for præsident Pervez Musharraf den 25. marts 2008. Gillani var den første valgte premierminister fra det seraiki-talende bælte, et område, som politisk ofte har været forsømt.

Periode som premierminister (2008–2012)

Som premierminister ledede Gillani en koalitionsregering og stod over for store udfordringer: genopbygning efter de politiske omvæltninger i kølvandet på Benazir Bhuttos assassination, omfattende oversvømmelser i 2010, sikkerhedssituationen med oprør og terror, og spændinger i forholdet til militæret og retsvæsenet. Hans regering var kendt for at søge at konsolidere civilt styre efter flere år med stærk militær indflydelse.

Hans tid som statsminister blev også præget af anstrengte relationer til retssystemet og af sager vedrørende korruption, som involverede ledende skikkelser i PPP. Internationalt håndterede hans regering komplekse forhold til blandt andet USA og nabolande i regionen.

Retssager, mistanker om korruption og fratræden

Gillani og hans regering blev igennem årene udsat for flere anklager vedrørende korruption og forretningsforbindelser. En central sag, som senere fik afgørende betydning for hans embedstid, handlede om en nægtelse af at sende et officielt brev til de schweiziske myndigheder om genåbning af undersøgelser vedrørende påstået korruption blandt tidligere regeringsmedlemmer.

Den 26. april 2012 blev Gillani af Pakistans højesteret erklæret for at være i contempt of court (retsfornærmelse) for ikke at efterkomme domstolens påbud i denne sag. Den 19. juni 2012 afsagde højesteret en endelig kendelse, der betød, at han blev frataget sit embede som premierminister. Efter hans afgang blev Raja Pervez Ashraf udnævnt til regeringens leder. Den første udpegede kandidat, Makhdoom Shahabuddin, blev ikke indsat, efter han blev arresteret i forbindelse med efterforskning i udlandet, hvilket førte til, at PPP valgte Raja Pervez Ashraf som efterfølger.

Efter fratræden fortsatte retssager og juridiske procedurer mod Gillani og andre personer i og omkring PPP. Høringer og appeller om forskellige anklager blev behandlet i de efterfølgende år, og sagen fik stor offentlig og politisk opmærksomhed i Pakistan.

Eftertid og politisk rolle

Gillani har efter sin tid som premierminister fortsat været en markant skikkelse i Pakistan Peoples Party, hvor han også har haft poster i partiets ledelse. Han omtales ofte som en erfaren politiker, men hans tid som regeringens leder bliver også husket for de juridiske kampe, der førte til, at en siddende premierminister blev fjernet af højesteretten.

Vurdering af politisk betydning

  • Styrkelse af civilt styre: Hans regering var en del af processen med at konsolidere civilt politisk styre efter Musharraf-æraen.
  • Udfordringer: Terrorbekæmpelse, naturkatastrofer (især oversvømmelserne i 2010) og økonomiske problemer satte betydeligt pres på hans regering.
  • Retslig præcedens: Hans fratræden efter højesteretsafgørelse satte en markant præcedens for domstolens rolle i kontrol af regeringens embedsførelse i Pakistan.

Gillani opfattes forskelligt afhængigt af politisk ståsted: tilhængere peger på hans erfaring og rolle i at bevare en demokratisk overgang, mens kritikere fremhæver svag ledelse og de skandaler, der plagede hans embedsperiode.