Bothriolepis er en slægt af antiarks-placodermer. Den var udbredt og meget forskelligartet i den midterste til sene devon og er blandt de bedst kendte grupper af pansrede, tidlige fisk.

Morfologi og størrelse

Bothriolepis er karakteriseret ved et kraftigt panser, der dækkede forkroppen, mens bagkroppen og halen ofte var ubeskyttede og slanke. Panseret bestod af sammenvoksede benplader, som bevares godt i fossilmateriale. Et vigtigt kendetegn for antiarkerne er de korte, ledede brystfinner, der var indkapslet i benede skeder og sandsynligvis blev brugt som støttefødder til at kravle eller skrabe langs bunden.

  • Kropsbygning: kraftigt frontalt pansersystem og en slank bagkrop.
  • Brystfinner: modificerede, ledede appendager omgivet af knogleplader.
  • Mund og fødeoptagelse: lille, nedadvendt mund egnet til at samle føde fra bunden.

De fleste arter af Bothriolepis var forholdsvis små, typisk omkring 30 centimeter lange. Den største kendte art, B. maxima, havde et panser på omkring 100 centimeter (ca. 39 in) i længden.

Levested og økologi

Bothriolepis levede i miljøer på tværs af alle kontinenter, både i nær kystnære hav- og ferskvandsmiljøer. De fleste arter var bentiske og antages at have været ferskvandsdetritivorer, altså dyr der ernærede sig ved at æde nedbrudt plante- og dyremateriale samt mikroorganismer fra bunden. Den lille mund og de specialiserede brystfinner tyder på en livsstil tæt på eller på hav- og søbunden, hvor fiskene kunne grave, skrabe eller suge føde til sig.

Arter, udbredelse og fossile fund

Der er beskrevet over 70 arter af Bothriolepis fra hele verden. Fossiler er fundet i aflejringer på alle kontinenter, hvilket afspejler gruppens store succes i devoniske økosystemer og gør dem til et vigtigt materiale for studier af tidlig hvirveldyrsevolution og afvandring fra marine til ferske habitater.

Betydning for paleontologien

Bothriolepis-fossiler er ofte velbevarede, især panserpladerne, og giver indblik i variation inden for en slægt, vækstmønstre og morfologiske tilpasninger. Studier af denne slægt hjælper med at forstå, hvordan tidlige hvirveldyr koloniserede nye levesteder og udviklede specialiserede lemmestrukturer.

Der findes over 70 arter i hele verden, hvilket gør Bothriolepis til et af de mest udbredte og artsrige eksempler på de bundlevende placodermer fra devon.