Empedokles var en græsk før-sokratisk filosof og en person, der boede i Agrigentum, en græsk koloni på Sicilien. Han levede sandsynligvis i det 5. århundrede f.Kr. (ofte angivet cirka 490–430 f.Kr.) og var både tænker, digter og ifølge traditionen også en karismatisk personlighed med rygter om helbredende evner og religiøse riter.

Læren om de fire klassiske elementer

Empedokles' filosofi er bedst kendt for at være oprindelsen til den kosmogene teori om de fire klassiske grundstoffer i den vestlige verden. Han fastsatte, at al materie består af fire uforgængelige elementer: jord, vand, luft og ild. Disse elementer kan ikke nedbrydes til noget enklere, men de kan blandes, adskilles og sammensættes i forskellige forhold, så den synlige natur fremstår i mangfoldighed.

Kræfterne Kærlighed og Strid

For at forklare, hvordan elementerne kombineres eller skilles ad, indførte Empedokles to kosmiske kræfter: Kærlighed (som binder og blander) og Strid (som adskiller og skiller ad). Ifølge hans model gennemløber kosmos en cyklus: i en fase hvor Kærlighed dominerer, samles elementerne i enhed (ofte beskrevet som en kugle eller "sphaira"), mens Stridens overtag fører til adskillelse og mangfoldighed. Denne ide om cyklisk skabelse og opløsning påvirkede senere kosmologiske forestillinger i antikken.

Biologi og tidlige evolutionsidéer

Empedokles diskuterede også livets oprindelse og mente, at levende organismer kunne opstå ved, at elementernes dele kombineredes i heldige mønstre under påvirkning af Kærlighed. Han beskrev, hvordan tilfældige sammensætninger af organer kunne føre til væsener, hvoraf kun dem med passende sammensætninger overlevede — en tanke, som nogle kommentatorer ser som et tidligt forvarsel om naturlig selektion, selvom Empedokles anvendte mytiske og teleologiske forklaringsformer fremfor moderne videnskabelig metode.

Pythagoræisk indflydelse og sjælevandring

Han var påvirket af pythagoræerne og støttede doktrinen om reinkarnation, dvs. sjælens omløb mellem kroppe. Denne religiøse og moralske side af hans tanke findes især i de digtede stykker (ritualer og "renselser"), hvor etik, kosmisk orden og sjælens skæbne går hånd i hånd med naturfilosofien.

Værker, sprog og bevarelse

Empedokles anses generelt for at være den sidste græske filosof, der nedskrev sine idéer på vers. Han skrev i en poetisk, ofte mytisk stil, og hans værker kombinerede naturforklaringer med religiøse og etiske elementer. Blandt de titler, der traditionelt tilskrives ham, findes værker omtalt som Om naturen (Peri Physeos) og Renselser (Katharmoi). Flere fragmenter af hans digtning er bevaret — faktisk mere end for nogen anden præsokratisk filosof — gennem citater hos senere forfattere og i antikke samlinger.

Dødens mytologisering og eftermæle

Empedokles' død er blevet mytologiseret af antikke forfattere: en populær beretning fortæller, at han afsluttede sit liv ved at kaste sig i Etna (eller i havet) for at bevise sin guddommelighed. Sådanne historier inspirerede senere digtere og dramatikere — bl.a. den tyske romantiker Friedrich Hölderlin skrev et drama om ham — og hans person fremstår i kulturen både som naturfilosof, mystiker og tragisk figur.

Betydning for senere tænkning

Empedokles har haft stor indflydelse på senere filosofi, naturvidenskab og litteratur. Aristoteles diskuterede hans elementlæres forudsætninger, og hans idéer om elementer og kosmiske kræfter blev centrale i senere antik og middelalderlig naturfilosofi, alkymi og medicinsk teori. Empedokles' kombination af myte, poesi og empiriske iagttagelser gør ham til en overgangsfigur mellem de tidlige naturforklarere og den systematiske filosofi i klassisk tid.

Kort sagt: Empedokles var en markant før-sokratisk tænker, der formulerede den berømte fire-element-læresystem og introducerede de dynamiske kræfter Kærlighed og Strid som forklaringer på kosmisk forandring. Hans digtede fremstilling, religiøse forestillinger og naturfilosofiske spekulationer har efterladt et vedvarende aftryk på vestlig intellektuel historie.