Edward martyren

Motiv og detaljer om mordet på ham

Edwards stedmor, dronning Elfrida, var imod hans tronbestigelse, da hun ønskede, at hendes søn, Ethelred, skulle blive konge i stedet. Edward blev dog støttet af flere personer - herunder St Dunstan - og blev bekræftet af Witan.

Kong Edward skulle være "en ung mand med stor hengivenhed og fremragende opførsel". Han var fuldstændig ortodoks, god og havde et helligt liv. Desuden elskede han Gud og kirken over alting. Han var gavmild mod de fattige, en tilflugt for de gode, en forkæmper for Kristi tro, et kar fuld af enhver dydig nåde."

Ved kong Edwards tronbestigelse var der en stor hungersnød i landet, og der opstod voldsomme angreb på klostre af en fremtrædende adelsmand, som ville have de landområder, som hans far kong Edgar havde givet dem i gave. Mange af disse klostre blev ødelagt, og munkene blev tvunget til at flygte. Kongen stod imidlertid fast sammen med ærkebiskop Dunstan for at forsvare kirken og klostrene. Derfor besluttede nogle af adelsmændene at afsætte ham og erstatte ham med sin yngre bror Ethelred.

Den 18. marts 978 var kongen på jagt med hunde og ryttere nær Wareham i Dorset. Derefter besluttede han sig for at besøge sin unge bror Ethelred, der blev opdraget i sin mor Elfridas hus på Corfe Castle nær Wareham. Han ankom alene til slottet. Da han stadig sad på sin hest, tilbød Elfrida Edward et glas mjød, og da han var ved at drikke det, blev han stukket i ryggen af en af dronningens selskab. Ethelred selv var dengang kun ti år gammel, så han var ikke ansvarlig for mordet. En anden fortælling stammer fra Henry of Huntingdon, der fortæller, at Elfrida selv begik mordet:

"Edward blev forræderisk dræbt af sin egen familie... det fortælles, at hans stedmor, dvs. kong Ethelreds mor, stak ham med en dolk, mens hun var i færd med at tilbyde ham et bæger at drikke."

 

Slægtsforskning

 
Diagram baseret på oplysninger fra Wikipedia  

Historien om hans relikvier

Historien om Sankt Edwards relikvier begyndte i det øjeblik, hvor han døde (martyrdøden). Umiddelbart efter mordet gled den myrdede konges lig af sadlen på sin hest og blev slæbt med den ene fod i stigbøjlen, indtil det faldt ned i en bæk ved foden af den bakke, hvorpå Corfe Castle ligger (fra dengang troede man, at bækken havde helbredende egenskaber - især for blinde). Dronningen beordrede derefter, at liget hurtigt skulle gemmes i en hytte i nærheden. I hytten boede der imidlertid en kvinde, der var blind fra fødslen, og som dronningen støttede af velgørenhed. Om natten kom der et vidunderligt lys til syne, som fyldte hele hytten, og kvinden, som var grebet af ærefrygt, råbte: "Herre, forbarm dig!" og fik pludselig sit syn. I det øjeblik opdagede hun kongens døde krop. Edward-kirken på Corfe Castle står nu på stedet for dette mirakel. Ved daggry fik dronningen kendskab til miraklet og blev foruroliget og beordrede igen, at man skulle skaffe sig af med liget, denne gang ved at begrave det på et sumpet sted nær Wareham. Men et år efter mordet blev der set en ildsøjle over det sted, hvor liget var gemt, og den oplyste hele området. Dette blev set af nogle af indbyggerne i Wareham, som rejste liget op. Straks sprang der en klar kilde af helbredende vand op på det sted. Ledsaget af det, der nu var en stor mængde sørgende, blev liget bragt til kirken for den Allerhelligste Guds Moder i Wareham og begravet i den østlige ende af kirken. Dette skete den 13. februar 980.

På grund af en række efterfølgende mirakler blev relikvierne bragt til klosteret i Shaftesbury. Da relikvierne blev taget op af graven, viste det sig, at de var hele og ikke ødelagte. Transporten af relikvierne blev foretaget i en stor procession den 13. februar 981 og ankom til Shaftesbury syv dage senere. Der blev relikvierne modtaget af nonnerne i Shaftesbury Abbey og blev begravet med fuld kongelig ære på nordsiden af alteret. På vejen fra Wareham til Shaftesbury var der også sket endnu et mirakel; to krøblinge blev bragt tæt på båren, og de, der bar den, sænkede liget ned til deres niveau, og de krøblinge blev straks raske igen. (Denne procession og disse begivenheder blev genopført 1000 år senere i 1981). I 1001 siges det, at graven, hvori helgenen lå, regelmæssigt hævede sig fra jorden. Kong Ethelred blev fyldt med glæde over dette og pålagde biskopperne at løfte sin brors grav op af jorden og placere den på et mere passende sted. Da graven blev åbnet, duftede det vidunderligt fra den - så alle tilstedeværende "troede, at de stod i Paradis". Biskopperne tog derefter de hellige relikvier fra graven og lagde dem i en kiste på de helliges hellige sted sammen med andre hellige relikvier. Denne ophøjelse af den hellige Edwards relikvier fandt sted den 20. juni 1001.

Edward blev officielt forherliget af det engelske koncil i 1008, som blev ledet af ærkebiskoppen af Canterbury, Alphege (som senere blev martyriseret af danskerne i 1012). Kong Ethelred beordrede, at helgenens tre festdage (18. marts, 13. februar og 20. juni) skulle fejres i hele England. Shaftesbury Abbey blev genindviet til Guds Moder og Sankt Edward. Shaftesbury blev tilsyneladende omdøbt til "Edwardstowe" og vendte først tilbage til sit oprindelige navn efter reformationen. Der blev registreret mange mirakler ved St. Edwards grav, bl.a. helbredelse af spedalske og blinde.

I løbet af det 16. århundrede under kong Henrik VIII blev klostre opløst og mange hellige steder blev nedrevet, men Sankt Edwards jordiske rester blev skjult for at undgå vanhelligelse. I 1931 blev relikvierne fundet af Wilson-Claridge under en arkæologisk udgravning, og deres identitet blev bekræftet af osteologen Dr. T.E.A. Stowell. I 1970 viste undersøgelser af relikvierne, at den unge mand var blevet stukket med en kniv i ryggen, mens han red på sin hest, og at han derefter var blevet slæbt hen over jorden af det forskrækkede dyr med foden fanget i en stigbøjle. Omkring 1982 donerede Wilson-Claridge relikvierne til den russisk-ortodokse kirke uden for Rusland, som anbragte dem i en kirke på Brookwood-kirkegården i Woking, Surrey. Her blev munkebroderskabet St. Edward Brotherhood også organiseret. Kirken hedder nu St Edward the Martyr Orthodox Church. Ortodokse kristne anerkender Edward og andre vesterlændinge, hvis helgenkåring blev erklæret før den formelle splittelse mellem ortodokse og katolikker i det 11. århundrede.