Warszawa-traktaten (tysk: Warschauer Vertrag) er en traktat mellem Vesttyskland og Folkerepublikken Polen. Den blev underskrevet den 7. december 1970 og ratificeret af den tyske Forbundsdag den 17. maj 1972. Traktaten anerkendte den eksisterende grænse mellem de to lande og indeholdt en forpligtelse om ikke at anvende magt i bilaterale forhold.
Baggrund
Efter Anden Verdenskrig flyttede Polens grænser vestpå: sovjetiske annekteringer af østlige dele af Polen blev kompenseret ved, at Polen overtog tidligere tyske områder vest for Oder-Neisse-linjen. Disse grænsedragninger var et af de mest følsomme spørgsmål i efterkrigstiden. De allierede beslutninger ved Potsdam-konferencen (1945) fastsatte midlertidige ordninger, men gav plads til, at en endelig fredsordning mellem Tyskland og de allierede kunne afklare grænsespørgsmålet senere.
Området, som Polen modtog, omfattede store befolkningsflytninger og tvangsudvisninger af den tyske civilbefolkning, og det var længe genstand for politiske krav og følelsesmæssige spændinger. En del af forklaringen på de nye grænser ligger også i den tidligere historie, herunder dele af Polen øst for Curzon-linjen, som Polen mistede og senere delvist fik tilbage efter den polsk-sovjetiske krig (1919–1921).
Forhandlinger og politik
Traktaten var en central del af Vesttysklands nye udenrigspolitiske linje under Willy Brandt, kaldet Ostpolitik, som søgte forsoning og normalisering af relationerne til Østeuropa efter årtiers spænding. Ved at anerkende den eksisterende grænse søgte begge parter at skabe et stabilt grundlag for fredelig sameksistens og samarbejde.
Indenlands blev Brandt udsat for hård kritik fra den konservative CDU/CSU-opposition, som anklagede ham for at opgive tyske interesser og for hurtig accept af grænsen. Mange politisk engagerede og expat-grupper mente, at traktaten ikke måtte afskrive alle fremtidige krav. Brandts politik vandt dog også bred international anerkendelse; hans indsats for forsoning bidrog blandt andet til, at han modtog Nobelprisen i 1971.
Indhold og juridisk status
Hovedpunkterne i Warszawa-traktaten var en gensidig anerkendelse af grænsen langs Oder-Neisse-linjen og en forpligtelse til ikke at bruge magt mod hinanden. Traktaten havde karakter af en bilateral grænseaftale, men indeholdt samtidig bestemmelser om, at tidligere aftaler som Potsdam-unionsordningen ikke blev fuldstændigt ophævet. Især artikel IV åbnede mulighed for, at bestemmelser kunne blive ændret eller bekræftet ved en eventuel fremtidig, endelig fredstraktat mellem Tyskland og de allierede fra Anden Verdenskrig.
Der blev efterfølgende etableret normale diplomatiske forbindelser mellem Vesttyskland og Polen i begyndelsen af 1970'erne, og traktaten bidrog generelt til en afspænding i Centraleuropa.
Eftervirkninger og endelig afklaring
Selvom traktaten var et vigtigt skridt mod normalisering, blev spørgsmålet om den endelige grænses juridiske status i princippet stadig anset for at kunne indgå i en senere, endelig fredsløsning. Den definitive anerkendelse af grænsen mellem Tyskland og Polen fandt dog sted efter den tyske genforening: Oder-Neisse-linjen blev bekræftet af det genforenede Tyskland i den tysk-polske grænsetraktat, der blev undertegnet den 14. november 1990, og som sluttede de sidste formelle tvivlsspørgsmål om grænsedragningen.
Warszawa-traktaten markerer således et vigtigt historisk skridt i forsoningsprocessen mellem Tyskland og Polen og i afmonteringen af efterkrigstidens territoriale konflikter, samtidig med at den juridiske kompleksitet omkring Potsdam-aftalens bestemmelser blev bevaret indtil en endelig løsning i 1990.