Sohni Mahiwal eller Suhni Mehar (Punjabi: سوہنی معینوال, ਸੋਹਣੀ ਮਹੀਂਵਾਲ; Sindhi: سهڻي ميهار) er en af de fire populære tragiske romancer fra Punjab. De andre er Sassi Punnun, Mirza Sahiba og Heer Ranjha. Sohni Mahiwal er en tragisk kærlighedshistorie, som vender tilbage til det klassiske motiv af helten og lederen. Heltinden Sohni, der er ulykkeligt gift med en mand, som hun foragter, svømmer hver nat over floden ved hjælp af en lerkrukke for at holde sig flydende i vandet, til det sted, hvor hendes elskede Mehar vogter bøfler. En nat erstatter hendes svigerinde lerkrukken med et kar af ubrændt ler, som opløses i vandet, og hun dør i flodens hvirvlende bølger.

Historien optræder også i Shah Jo Risalo og er en af syv populære tragiske romancer fra Sindh. De andre seks fortællinger er Umar Marui, Sassui Punhun, Lila Chanesar, Noori Jam Tamachi, Sorath Rai Diyach og Momal Rano, der almindeligvis er kendt som Shah Abdul Latif Bhittais syv heltinder (Sindhi: ست سورميون ). Shah indleder historien på det mest dramatiske tidspunkt, hvor en ung kvinde råber om hjælp i den kolde flod, der er angrebet af krokodiller. Hele kapitlet (Sur Sohni) er blot en forlængelse af dette frygtelige og alligevel håbede øjeblik, hvor hendes krops kar brister, og hun, trofast mod sin præ-evige kærlighedspagt med Mehar, vil blive forenet for evigt gennem døden.

Sohni er en af de foretrukne folkeeventyr både i Sindh og Punjab.

Handling og varianter

Grundmotivet i fortællingen er det samme i de fleste versioner: Sohni, ofte fremstillet som pottemagerens datter eller som en ung kvinde tæt knyttet til pottemagerfaget, møder og forelsker sig i Mehar (ofte kaldet Mahiwal, dvs. "bøflernes vogter" eller hyrde). Hun bliver gift med en mand, hun ikke elsker, men om natten svømmer hun over floden for at være sammen med sin elskede. For at holde sig flydende bruger hun et lerkar eller en krukke; i mange versioner er hun selv dygtig til at lave og bruge keramiske kar. I den tragiske slutning erstatter en jaloux svigerinde eller rival lerkrukken med en ubrændt, porøs skål, som opløses i vandet, hvorefter Sohni drukner.

Der findes talrige lokale variationer med små forskelle i navne, miljø og detaljer. I nogle versioner hedder elskeren Izzat eller Mehar; i andre bliver han fremstillet som en handelsmand, en hyrde eller en asketisk elsker. Floden er i mange punjabi-versioner ofte identificeret som Chenab, mens fortællinger i Sindh kan associere historien med lokale floder og det levende mundtlige traditionsmiljø.

Temaer og symbolik

  • Kærlighed og trofasthed: Historien hylder den elskendes fuldstændige hengivenhed — døden bliver den ultimative forening.
  • Konflikt mellem samfund og begær: Sohnis ægteskab og familiære forpligtelser står i skarp kontrast til hendes frie valg af kærlighed, hvilket spejler sociale normer og patriarkalske begrænsninger.
  • Symbolik i lerkarret: Lerkarret repræsenterer både middel til flugt/overlevelse og ægteskabets/ familiens forankring; når det ødelægges, bliver det også et billede på bedrag og undertrykkelse.
  • Vand som overgang: Floden symboliserer både fare og befrielse — et grænserum mellem samfundets regler og den elskendes verden.

Kulturel betydning og overlevering

Sohni Mahiwal lever videre i Mundtlig tradition, sufidigt digt, folkesange (kafi), Qawwali og lokalt teater. Shah Abdul Latif Bhittais gengivelse i Shah Jo Risalo har givet historien en stærk plads i sindhisk litteratur og mystisk tolkning, hvor fortællingens dramatiske slutscene bliver læst både bogstaveligt og allegorisk som sjælens længsel efter det guddommelige. I Punjab og Sindh synges og fortælles historien ofte af folkesangere og trubadurer, og den indgår i den brede pulje af sørgelige romancer, der udtrykker regionale idealer om kærlighed og offer.

Fortællingen har også inspireret moderne tilpasninger — fra sceniske forestillinger til film, musik og tv — hvilket bidrager til dens fortsatte relevans og genfortælling i nye former og medier på tværs af grænser i Sydasien.

Hvorfor historien stadig huskes

Sohni Mahiwal appellerer, fordi den kombinerer et stærkt følelsesmæssigt drama med klare, stærke symboler: den unge kvindes mod, det natlige møde på tværs af floden, lerkarrets skæbne og det ultimative ofre for kærligheden. Samtidig giver de mange lokale versioner og den mundtlige tradition plads til fortolkning — historien kan læses som romantisk tragedie, social kritik eller spirituel allegori, hvilket er med til at sikre dens plads i både populær- og højere litteratur i Punjab og Sindh.