Balalaika: Russisk strengeinstrument – typer, stemning og spilleteknik

Opdag balalaikaens historie, typer, stemning (fx E-E-A) og spilleteknikker - fra prima til kontrabass. Lær fingergreb, plekterbrug og bassteknik for ægte russisk klang.

Balalaikaen er et karakteristisk russisk musikinstrument med triangel‑formet kasse og tre strenge. Balalaika‑familien omfatter piccolo balalaika, prima balalaika, sekunda balalaika, alt balalaika, bas balalaika og kontrabass balalaika. De fleste moderne balalaikaer har tre strenge og en kort hals med bånd. Der findes mange måder at stemme en balalaika på, men den mest almindelige stemning for prima er E‑E‑A, hvor de to tykkeste strenge stemmes i unison og den tynde streng ligger en kvart over. Prima balalaika spilles ofte med fingrene, mens sekunda og alt kan spilles enten med fingrene eller med et plekter, afhængigt af stil og repertoire. Basserne og kontrabasserne — som ofte har ben eller endpin, så de hviler på gulvet — spilles typisk med læderplukker eller store plektere for at få kraftigere klang.

Typer og roller i et orkester

Balalaika‑familien dækker flere størrelser, hver med sin rolle i ensemblet:

• Piccolo — meget høj, bruges til skarpe, melodiske stemmer eller effektlyde.
• Prima — den mest almindelige solobalalaika; bærer ofte melodien og dekorationer.
• Sekunda og alt — mellemregistre, bruges til harmonisering og rytmisk støtte.
• Bas og kontrabass — leverer den dybe rytme og bund; ofte spillet stående med instrumentet hvilende på gulvet.

Stemning og variationer

Selvom E‑E‑A er standard for prima, varierer stemningen efter størrelse, traditioner og musikalsk behov. I folkemusik kan man finde alternative tuningformer og varianter med andre intervaller eller oktavforskydninger. I balalaika‑orkestre tilpasses stemningen typisk, så instrumenterne spiller godt sammen i ensemblets registre.

Materialer og konstruktion

Moderne balalaikaer har ofte en top i gran eller fyr, sider og bund i birk, løn eller andre lokale træsorter og en hals med metalbånd. Kassen er trekantet, hvilket giver instrumentet dets karakteristiske udseende og en forholdsvis skarp, bærende klang. Strengene kan være stålover eller nylonstrenge afhængigt af ønsket lyd. Tidligere var bånd ofte lavet af dyretarm og bundet til halsen, så de kunne flyttes — en teknik, der også kendes fra andre centralasiatiske instrumenter.

Spilteknik

Balalaikaens idiomatiske teknikker omfatter:

• Tremolo — en meget hurtig gentagelse af en enkelt tone ved brug af pegefingerens spids eller negle, typisk på prima for at skabe lang, ensartet tone.
• Strumming — rytmiske akkordgange og arpeggioer, ofte med fingrene i raske, synkoperede mønstre.
• Plectrumbrug — nogle mellem‑ og basinstrumenter spilles med plekter; basser/kontrabasser bruger ofte kraftige læderplukker for mere volumen.
• Fingerteknikker — melodi‑spil, oktavspring og harmonisering ved at benytte de to bundne strenge i unison eller slå dem sammen med den høje streng.

Historie og kulturel betydning

Tidlige skildringer af balalaikaer viser varierende antal strenge — fra to til seks — og instrumentet har slægtskab med flere centralasiatiske og slaviske luttyper. Den moderne balalaika blev i høj grad standardiseret i slutningen af 1800‑tallet, hvor musikeren og arrangøren Vasily Andreyev (Andreev) spillede en nøglerolle i at forme balalaika‑orkestret og udbrede instrumentet som et nationalt symbol i Rusland. Siden da er balalaikaen både blevet brugt i traditionel folkemusik, i klassiske arrangementer og i populære opførelser.

Repertoire og brug i dag

Balalaikaen anvendes i solosammenhænge, i folkeorkestre og i større arrangeringer. Repertoiret spænder fra traditionelle russiske dansemelodier og viser til moderne kompositioner og orkesterværker, hvor balalaikaens klare, skarpe klang ofte bruges til at fremhæve rytme og folkelig karakter. I dag findes både professionelle balalaika‑orkestre, undervisning og en levende scene for både historisk og ny musik.

Tidlige billeder af balalaikaen viser, at den havde mellem to og seks strenge, ligesom nogle andre centralasiatiske instrumenter. Bånd på tidligere balalaikaer var lavet af dyretarm og var bundet til halsen, så de kunne flyttes rundt af spilleren — en praktisk løsning før faste metalbånd blev almindelige.

Udvikling

Balalaikaen blev forbedret af en russer, Vasily Vasil'yevich Andreev. Han havde hørt bønder på sin gård spille på dårligt fremstillede instrumenter. Andreev ønskede at forbedre instrumentet og bruge det til koncerter. Han brugte resten af sit liv på at arbejde på dette instrument med hjælp fra to violinbyggere og en snedker. De forbedrede klangbunden, hvilket gjorde den højere. Han fik ideen om prima balalaike, sekunda, alt, bas og kontrabas balalaika. Derefter brugte han flere år på at skrive og arrangere musik, som grupper af balalaikas skulle spille. Den første offentlige optræden af Balalaikaspillernes ensemble fandt sted i 1888. Efter den russiske revolution tilskyndede det kommunistiske parti til at spille på instrumentet, og der blev oprettet store balalaikaorkestre.

Andreev med en balalaika i hånden

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en balalaika?

Q: Hvad er de forskellige typer af balalaika?

Q: Hvor mange strenge har balalaikaer?

Q: Hvad er den mest almindelige stemning for balalaikaer?

Q: Hvordan spilles de forskellige typer af balalaikaer?

Q: Hvor mange strenge havde tidligere tiders balalaikaer?

Q: Hvad var de tidligere balalaika-bånd lavet af?

Søg efter bogstav