Romerske borgerskabsrettigheder var langt fra ensartede: de ændrede sig over tid og varierede efter oprindelsessted og personens tjeneste for staten. Samtidig blev en persons juridiske stilling i staten bestemt af tre grundlæggende statuskategorier: status civitatis (statsborgerskabets niveau), status familiae (familiestatus, fx under paterfamilias' autoritet) og status libertatis (fri eller slave). Forskellige juridiske klasser fremkom, fordi hver kombination af disse statusser gav forskellige rettigheder og pligter. Følgende gennemgang beskriver de vigtigste rettigheder og begreber, som romersk lov rummede.

De vigtigste juridiske klasser

  • Cives Romani — fulde romerske borgere med retten til at stemme (ius suffragiorum), retten til at besidde embeder (ius honorum) og andre politiske rettigheder.
  • Latini — indbyggere i latinske byer eller kolonier med ius Latii, en mellemstilling mellem fuldt statsborgerskab og fremmed status; de havde ofte handels- og ægteskabsrettigheder men begrænsede politiske rettigheder.
  • Socii og klientstater — Roms allierede (socii) og borgere i klientstater kunne have særlige privilegier eller delvise rettigheder, fx latinsk ret eller andre lokale ordninger.
  • Peregrini — udlændinge eller ikke-borgere (herunder mange provinsindbyggere) med begrænset beskyttelse under romersk ret, men ofte mulighed for kontraktlig og handelsmæssig aktivitet efter lokale regler.
  • Liberti — frigivne slaver, som fik nogle borgerrettigheder (fx retten til at foretage kontrakter) men også stod under visse sociale og juridiske begrænsninger i forhold til fuldbårne borgere.
  • Servi (slaver) — betragtet som ejendom uden fuld juridisk personligthed; over tid blev nogle beskyttelser og begrænsede rettigheder dog indført gennem retlig praksis og imperiale bestemmelser.

Grundlæggende rettigheder og begreber

De mulige rettigheder, som romersk lov kunne give, inkluderer blandt andet:

  • Ius suffragiorum: Retten til at stemme i de romerske folke- og centuriemøder (i praksis var denne ret dog begrænset for mange borgergrupper, efterhånden som imperiet voksede).
  • Ius honorum: Retten til at holde offentlige embeder og deltage i regeringsførelse — som regel forbeholdt fulde borgere.
  • Ius commercii: Retten til at eje ejendom, indgå bindende kontrakter og handle ved lov; central for økonomisk liv og handel.
  • Ius conubii: Retten til at indgå et lovligt ægteskab efter romerske regler med de deraf følgende juridiske virkninger (fx at børn regnes som romerske borgere), når begge parter havde denne ret.[5]
  • Ius migrationis: Retten til at bevare sit statsborgerskabsniveau ved flytning til en anden by eller koloni med tilsvarende status. F.eks. bevarede medlemmer af cives Romani deres fulde civitas ved flytning til en colonia civium Romanorum, og latiner bevarede deres ius Latii ved flytning til en latinsk koloni (Latina colonia). Flytning til en koloni med lavere juridisk status kunne reducere ens borgerskabsniveau, men sådan reduktion var normalt frivillig.
  • Ius gentium: En juridisk kategori, der opstod i den sene republikanske periode (ca. 3.–1. århundrede f.Kr.) som anerkendelse af Romernes stigende internationale relationer. Ius gentium var en praktisk, fælles retstradition for forhold mellem romere og ikke-romere og omfattede mange regler for handel og søfart—det blev betragtet som gældende for alle personer snarere end som en statsborgerret, og kan tolkes som en tidlig form for international eller "menneskeretlig" regulering.[4]
  • Retten til retssag og procesbeskyttelse: Retten til at anlægge og være genstand for sagsanlæg ved domstolene samt retten til at forsvare sig i en behørig retssal. For visse borgere fandtes også retten til appel (provocatio) mod magtmisbrug i form af dødsdom eller hårde kropsstraffe.
  • Immuniteter og privilegier: Enkelte borgere, byer eller kollegier nød immunitet fra visse skatter og lokale byrder eller undtagelser fra lokale bestemmelser — sådanne undtagelser blev ofte tildelt som belønning eller for at sikre loyalitet.[6]
  • Militærtjeneste og belønning: Udenlandske soldater, især i auxilia, kunne opnå romersk statsborgerskab som belønning ved udløbet af deres tjeneste. Ligeledes kunne koloni- og kommunale ordninger eller kejserlige dekreter føre til kollektiv eller individuel tildeling af borgerskab.

Familieret og personlig status

Et vigtigt aspekt af romersk ret var familiens rolle. Paterfamilias havde (i klassisk periode) omfattende autoritet (patria potestas) over slægten: juridisk ansvar, formuekontrol og ret til at træffe beslutninger på familiens vegne. Børns borgerstatus afhang af forældrenes status og af, om ægteskabet var anerkendt efter ius conubii. Frigivne slaver (liberti) havde ofte visse arveretlige og kontraktlige muligheder, men stod tilbage med sociale begrænsninger og nogle forpligtelser over for deres tidligere herrer.

Udvikling og udvidelse af borgerskabet

Romersk borgerskab var ikke statisk. I republikansk og tidlig kejsertid blev borgerskabet gradvist udvidet ved kolonisation, tildeling til byer (municipia) og individuelle tildelinger fra magistrater og senere fra kejseren. Et markant vendepunkt var Constitutio Antoniniana (212 e.Kr.), hvor kejser Caracalla erklærede, at stort set alle frie indbyggere i imperiet fik romersk statsborgerskab — et skridt med store sociale, økonomiske og retlige konsekvenser for det romerske lovsystem og dets underlag.

Togaen var den karakteristiske beklædning for den romerske mandlige borger, og statuer af kejsere (her Antoninus Pius) viser dem ofte iført toga (togatus). I praksis var de rent formelle politiske rettigheder (som stemmeret) dog ofte svære at udøve for borgere, der boede langt fra Italiens valgmøder, hvilket førte til at andre former for indflydelse og lokal administration blev vigtigere i det udstrakte imperium.

Samlet set viste romersk statsborgerskab sig som en fleksibel og gradueret institution: det kombinerede politiske, civile og familiære rettigheder i en række statusser, som kunne ændres gennem tjeneste, migration, kejsersk belønning eller kollektiv central beslutning. Slaver stod uden fuld juridisk personligthed, men over tid blev deres stilling gradvist reguleret, og frigivne slaver indgik i samfundets juridiske netværk med delvise rettigheder.