Patiala: Sikh-fyrstestaten i Punjab og Phulkian-dynastiet (1714–1948)

Patiala var en sikh-fyrstestat, der eksisterede fra 1714 til 1948. Dets herskere nedstammede fra Chaudhary Phul (1627–1689), en Sidhu Jat fra landsbyen Mehraj i Bathinda-distriktet i Punjab. De øvrige Phulkian-stater, såsom Jind og Nabha, var også efterkommere af Phul. Hovedstaden var Patiala i Malwa‑regionen i Punjab, og statens område strakte sig historisk set over store dele af det centrale Punjab, fra Bathinda mod vest til områder i nærheden af nutidens Mohali mod nordøst. Fyrlinjen er almindeligvis omtalt som Phulkian‑dynastiet (ofte blot Phulkian eller Patiala‑dynastiet).

Oprindelse og Phulkian‑slægten

Huset Phul tilhørte Sidhu‑klanens Jat‑familier og slog sig fast i Malwa‑området i Punjab. Ifølge slægtslitteratur konverterede forfædrene til sikhismen i begyndelsen af 1600‑tallet. Fra denne baggrund opstod lokal magt i Bathinda‑egnen, og i 1714 grundlagde Ala Singh den politiske enhed, der senere blev kendt som Patiala. Dynastiet hævdede ældgamle rødder i regionen og byggede positionen gennem lokal magtudøvelse, ægteskabspolitik og militær aktivitet.

Tidlige konflikter, ægteskaber og relationer med andre sikher

I de første århundreder efter grundlæggelsen var der både alliancer og rivaliseringer mellem lokale jatt‑familier. Sidhu‑Jatts og Bhullar‑Jatts i Bathinda oplevede periodiske konflikter, men disse kunne også løses gennem ægteskab — et eksempel er fordragelsen mellem familierne, da Nanu Bhullar bandt sin datter til Sidhu‑huset, forfædrene til Patiala.

Patiala‑herskerne indgik også ægteskabelige forbindelser med andre magtfulde familier i Punjab: Sardar Ganda Singh Dhillon fra Lahore (en ledende figur i Dhillon‑mislene) forenede slægter ved at lade sin datter blive gift med en Patiala‑hersker i 1787. Sådanne ægteskaber var vigtige for både magtpolitik og legitimitet i regionen.

Der opstod desuden spændinger med dele af Khalsa‑fællesskabet. Efter møder mellem sikh‑ledere i midten af 1700‑tallet blev Phulkian‑herskerne kritiseret af nogle for at indgå alliancer med udenlandske magter, særligt i forbindelse med Ahmad Shah Abdalis (Ahmad Shah Durrani) militære tilstedeværelse i regionen. Ifølge samtidige kilder førte dette i perioden omkring 1765 til, at dele af Dal Khalsa søgte at marginalisere Patiala politi‑mæssigt fra det bredere sikh‑føderation.

Relationen til Ahmad Shah Abdali

Under Ahmad Shah Abdalis invasioner af Punjab i midten af 1700‑tallet søgte nogle lokale herskere at beskytte deres position ved at indgå aftaler med Abdali. Til tider gav Abdali privilegier til enkelte fyrster; en sådan fordel var tilladelsen til at slå egne mønter og tildelingen af titler. Disse relationer var omstridte og førte til anklager om forræderi fra andre sikh‑ledere, som ønskede en samlet modstand mod ekstern indblanding.

Forholdet til det britiske styre (1809–1947)

I begyndelsen af 1800‑tallet blev Patiala en del af de såkaldte Cis‑Sutlej‑stater under britisk indflydelse. I 1809 trådte en række aftaler i kraft, som satte Patiala og andre mindre fyrstestater under britisk beskyttelse og begrænsede de større sikh‑stateres ekspansion mod syd for Sutlej‑floden. I de følgende årtier opretholdt Phulkian‑herskerne relativt tætte forbindelser til East India Company og senere den britiske krones administration.

Disse forbindelser var praktiske og politiske: Patiala ydede ofte støtte til briterne, også under konflikter såsom den første anglo‑sikhiske krig, og til gengæld fik staten sikkerhed og interne privilegier. Samtidig blev kongeslægten i Patiala kendt for en sekulær og vestligt præget livsførelse — mange herskere moderniserede administrationen, byggede offentlige anlæg og tog del i internationalt prægede selskaber.

Moderne æra: Bhupinder Singh, Yadavindra Singh og tilslutning til Indien

En af de mest kendte regenter var Bhupinder Singh (regerede 1900–1938), som gjorde Patiala berømt for sin luksus, sit protektorat af sport (især polo og cricket), sine paladser og sin moderniseringsvillige administration. Hans søn, Yadavindra Singh, blev den sidste regerende maharaja.

Ved delingen af Indien i 1947 valgte Patiala — ligesom de fleste princely states i området — at tilslutte sig den indiske union. Den 15. juli 1948 blev Patiala officielt en del af den nyoprettede Patiala and East Punjab States Union (PEPSU). Yadavindra Singh blev senere den første Rajpramukh (provinshøvding) for PEPSU. Dermed ophørte Patiala som suveræn fyrstestat, og de administrative og politiske strukturer blev gradvist indlemmet i det moderne indiske demokrati.

Betydning og eftermæle

Patiala spillede en central rolle i Punjabs politiske og sociale historie: som et regionalt magtcentrum, som en aktør i sikh‑politikken og som en af de fyrstestater, der tidligt indgik formelle relationer med britiske myndigheder. Phulkian‑dynastiet efterlod både bygningsværker, institutioner og en kulturel arv i form af kunst, musik og sportsstøtte, som stadig kan spores i dagens Patiala. Efter indlemmelsen i Indien fortsatte medlemmer af den tidligere kongeslægt at være synlige i politik og samfundsliv i den post‑koloniale periode.

Kort oversigt over nogle centrale årstal:

• 1714: Ala Singh etablerer kernen af det, der bliver Patiala‑staten.
• 1760'erne: Spændinger mellem Phulkian‑herskerne og andre sikh‑ledere under Abdalis invasioner.
• 1809: Patiala kommer under britisk beskyttelse som en del af Cis‑Sutlej‑aftalerne.
• 1900–1938: Maharaja Bhupinder Singhs regeringstid (modernisering og kulturel profilering).
• 1947–1948: Patiala tilslutter sig Indien; 1948 bliver det en del af PEPSU.

Denne oversigt giver et samlet og lettilgængeligt indblik i Patiala som sikh‑fyrstestat og Phulkian‑dynastiets rolle i Punjabs historie. For dybere studier anbefales kilder om regionale sikh‑mislers historie, britisk‑indiske traktater i begyndelsen af 1800‑tallet og biografier om Bhupinder Singh og Yadavindra Singh.