I fysik kaldes parproduktion den proces, hvor en højenergifoton omdannes til et elektron-positron-par i nærheden af et atomatom, typisk i et atomningsfelt (atomkernen). For at bevare både energi og impuls kræves en tredje part (normalt kernen), som kan optage den nødvendige impuls. Processen adskiller sig dermed fra lavenergi interaktioner som røntgenfotons fotoelektriske effekt, hvor fotonen udløser en elektron direkte.

Hvordan det fungerer

Når en foton med nok energi passerer tæt på en atomkerne, kan dens energi omdannes til masse i form af et elektron (negativt ladet) og et positron (positivt ladet). Den mindste energi en foton skal have for at skabe et elektron-positron-par er 2·m_e c² ≈ 1,022 MeV — dette er tærsklen for parproduktion. Overskydende fotonenergi bliver til kinetisk energi for de to partikler, mens kernen tager en lille del af impulsen, så bevarelse af momentum opfyldes.

Hvad sker der med positronen og elektronen

Positronen er ikke en "ioniseret" elektron; i stedet mister den sin kinetiske energi ved at påvirke atomer i materialet gennem ionisering og excitationsprocesser, indtil den er termaliseret. Når positronen møder en elektron, kombineres de typisk og annihilerer, hvilket oftest fører til udsendelse af to gammastråler på hver 511 keV, udsendt i næsten modsatte retninger pga. bevarelsen af impuls. Annihilationen er grundlaget for teknikker som PET (positronemissionstomografi).

Sandsynlighed, afhængighed af energi og materiale

Sandsynligheden (tværsnittet) for parproduktion stiger, når fotonenergien går over tærsklen, og den påvirkes stærkt af materialets atomnummer Z. For interaktion i atomkernen skalerer tværsnittet omtrent kraftigt med Z (ofte tæt på Z² for højere Z), så tunge materialer er mere effektive til at fremkalde parproduktion. Den præcise energiafhængighed er givet af kvantemekaniske beregninger (fx Bethe–Heitler-teori), men i praksis bliver parproduktion først betydende sammenlignet med andre processer ved photonenergier væsentligt over tærsklen.

Praktiske forhold og anvendelser

  • Pairproduktion er vigtig i højenergi-radioterapi og i enkelte højspændingsacceleratorer. I medicinsk bestråling bliver parproduktion et ikke-negligerbart bidrag til absorptionen typisk ved fotonenergier i området flere MeV — i klinisk praksis betragtes den som betydende ved fotonenergi over ca. 10 MeV afhængigt af materialet.
  • Ved diagnostiske røntgenenergier (hundreder af keV) er parproduktion ubetydelig fordi energien ligger under tærsklen.
  • I astrofysik kan parproduktion også ske mellem to fotoner (γ+γ → e⁺+e⁻), hvis center‑of‑mass-energien er tilstrækkelig høj; denne proces spiller en rolle i højenergi-kosmologi og strålingsoverførsel i tætte fotonfelter.
  • Efterfølgende annihilationsfotoner (511 keV) er let genkendelige og udnyttes i detektion og billeddannelse, men er også vigtige ved vurdering af strålingsrisiko og skjoldning.

Relation til andre foton-materie-interaktioner

Parproduktion hører til samme gruppe af fotoninteraktioner som fotoelektrisk effekt og Compton-spredning, men adskiller sig ved sin høje energitærskel og ved, at fotonen forsvinder fuldstændigt og omdannes til materie (et partikelpar). Der findes også varianter som parproduktion i feltet af et bindet elektron (såkaldt triplet-produktion) med andre tærskler og tværsnit.

Opsummering: Parproduktion er processen, hvor en foton med energi ≥ 1,022 MeV omdannes til et elektron og et positron i nærheden af en atomkerne. Sandsynligheden vokser med fotonens energi og materialets atomnummer. Positronen taber energi gennem ionisering, før den annihilerer med en elektron og udsender karakteristiske 511 keV-gammastråler.