Isonoe eller Jupiter XXVI er en ikke‑sfærisk, lille irregulær måne af Jupiter. Den blev opdaget i år 2000 af et hold af astronomer fra University of Hawaii under ledelse af Scott S. Sheppard og fik den midlertidige betegnelse S/2000 J 6. På grund af sin lille størrelse og store afstand fra Jupiters skive er Isonoe meget svag og kræver store teleskoper og følsomme CCD‑kameraer for at blive observeret regelmæssigt.
Orbit og fysiske egenskaber
Isonoe er anslået til at være cirka 3,8 km i diameter. Den kredser om Jupiter i en gennemsnitlig afstand på ca. 23.833.000 km og har en omløbstid på 751,647 dage. Banen er markant excentrisk med en excentricitet på 0,166 og kraftigt hældende: omkring 166° i forhold til ekliptika (svarende til ca. 169° i forhold til Jupiters ækvator). Dette betyder, at Isonoe bevæger sig i en retrograd bane — altså i modsat retning af Jupiters rotation.
- Diameter: ~3,8 km (estimat afhængig af antaget albedo)
- Halvaksel: ~23.833.000 km
- Omløbstid: 751,647 dage
- Hældning: ~166° i forhold til ekliptika (retrograd)
- Excentricitet: 0,166
Navn, oprindelse og gruppe
Månens officielle navn blev vedtaget i oktober 2002; den er opkaldt efter Isonoe, en af Danaiderne i græsk mytologi og en elskerinde af Zeus (Jupiter). Isonoe tilhører Carme-gruppen, en samling af uregelmæssige, ikke‑sfæriske retrograde måner, som kredser om Jupiter i afstandsområdet ca. 23.000.000–24.000.000 km med hældninger omkring 165°.
Medlemmene af Carme-gruppen har lignende baner og ofte ensartede spektrale egenskaber, hvilket tyder på, at de stammer fra et fælles oprindeligt legeme, som blev fanget af Jupiters tyngdefelt og senere fragmenterede ved en kollision. Carme, gruppens største medlem, anses for at være resterne af dette moderlegeme. Isonoe og de øvrige små måner i gruppen er derfor sandsynligvis brudstykker eller rester af en sådan sammenstyrtning.
Observation og betydning
Små retrorade måner som Isonoe er vigtige for forståelsen af Jupiters dannelseshistorie og de dynamiske processer i det tidlige solsystem. Deres baner og sammensætning hjælper forskere med at afdække, hvordan planeter kan fange smålegemer, og hvordan efterfølgende kollisioner kan skabe grupper af måner med fælles oprindelse. Fortsat overvågning kan også forbedre banebestemmelser og afdække eventuelle ændringer over tid.