Hubbles lov eller Hubble–Lemaître-loven beskriver observationen af, at fjerne kosmiske objekter har en rødskiftet spektrallinje, der svarer til, at de ser ud til at bevæge sig væk fra os med en hastighed, som i gennemsnit vokser med deres afstand. Herved er rumtiden i det observerbare univers under udvidelse, og loven er et af de vigtigste empiriske beviser, der understøtter Big Bang‑modellen.

Hvad siger loven?

Formelt kan Hubbles lov skrives som v = H0D, hvor:

  • v er recessionen (tilbagetræknings‑)hastigheden for et objekt målt fra Jorden;
  • D er den "egen afstand" til objektet (se Anvendelse af egen afstand);
  • H0 er proportionalitetskonstanten, kaldet Hubble‑konstanten.

H0 angives sædvanligvis i enhederne (km/s)/Mpc, så en værdi på f.eks. 70 (km/s)/Mpc betyder, at en galakse 1 megaparsec væk recederer med cirka 70 km/s i gennemsnit. Det reciprokke af H0 giver en tidsmålestok, kaldet Hubble‑tiden, som groft anslår universets alder hvis ekspansionen havde været konstant.

Rødskift: Doppler eller kosmologisk eff ekt?

Det, der måles som en dopplerforskydning i astronomiske spektra, tolkes i kosmologi oftest som en kosmologisk rødskift, dvs. lysbølgelængder, der strækkes fordi selve rummet udvider sig. For relativt nære objekter kan man bruge en Doppler‑lignende fortolkning, men for store afstande er den korrekte beskrivelse givet af den generelle relativitetsteori og universets skaleringsparameter.

Historisk baggrund

Teoretisk forudså løsninger af Einsteins ligninger i begyndelsen af 1920'erne, at et ikke‑stativt univers var muligt. Georges Lemaître udledte i 1927 en lineær sammenhæng mellem afstand og hastighed ud fra den generelle relativitetsteori og foreslog en numerisk værdi for ekspansionshastigheden. To år senere publicerede Edwin Hubble observationer, der empirisk understøttede relationen ved at sammenkoble afstandsmål (bl.a. via variable stjerner og senere supernovaer) med rødforskydninger, hvoraf mange tidlige målinger var udført af Vesto Slipher. I 2018 anbefalede IAU officielt, at loven også bærer Lemaîtres navn (Hubble–Lemaître‑loven).

Måling af Hubble‑konstanten og den aktuelle "H0‑spænding"

Der findes flere, uafhængige metoder til at bestemme H0:

  • Den klassiske afstandsstige (distance ladder): Cepheide‑variabler og Type Ia‑supernovaer målt med bl.a. Hubble Space Telescope (HST). Eksempelvis gav en HST‑baseret analyse i 2011 en værdi på 73,8 ± 2,4 (km/s)/Mpc (historisk reference).
  • Alternativer som klyngers siderosioner, Tully–Fisher‑relationen og tip of the red giant branch (TRGB) giver andre lokale estimater—flere metoder ligger i nærheden af ~70–74 (km/s)/Mpc.
  • Kosmologiske metoder: Analyse af det kosmiske mikrobølgebaggrundslys (CMB) med satellitter som Planck tillader at udlede H0 ud fra tidlige universparametre i en given kosmologisk model (typisk ΛCDM). Disse analyser har givet værdier omkring ~67 (km/s)/Mpc.
  • Andre uafhængige teknikker: gravitationslinsetidsforsinkelser, baryoniske akustiske oscillationer (BAO) kombineret med andre data, og standardsirener fra gravitationsbølger.

I de seneste år har der været en vedvarende og signifikant uoverensstemmelse mellem lokale direkte målinger (typisk ~73 km/s/Mpc) og de tidlige‑universets‑hvorfra‑man‑udleder‑H0 målinger (typisk ~67 km/s/Mpc). Denne uoverensstemmelse kaldes ofte "H0‑spændingen" og kan skyldes uopdagede systematiske fejl i målemetoderne eller pege på ny kosmologi (fx ukendt fysik i det tidlige univers, ændringer i mørk energi, ekstra relativistiske partikler mv.).

Vigtige bemærkninger og misforståelser

  • Hubbles lov i formen v = H0D gælder præcist i rumtidsmodeller for små nok rødskift (lineært regime). Til meget store rødskift og meget store afstande anvendes den fulde kosmologiske rødforskydnings‑afstandsmæssige forbindelse, og man arbejder med den tidsafhængige parameter H(t), ikke kun den nutidige H0.
  • At Hubble‑parameterens numeriske værdi H0 er større eller mindre betyder ikke nødvendigvis, at universets ekspansionshastighed "stiger" eller "falder" på en intuitiv måde: den observerede acceleration af universets udvidelse (opdaget via fjerne Type Ia‑supernovaer i 1998) betyder, at skaleringsfaktorens anden afledte er positiv, mens selve H(t) typisk aftager med tiden i mange modeller, men langsommere i en mørk energi‑domineret fremtid.
  • Når kosmologiske analyser fra det tidlige univers angiver en værdi for H0, er det en udregnet nutidig værdi baseret på en specifik model (fx ΛCDM) og må ikke tolkes som en direkte, øjeblikkelig måling af "tidlige universets H0".

Betydning

Hubbles lov er fundamentet for moderne kosmologi: den viser, at universet ikke er statisk, giver en målestok for afstande i kosmos og sætter grundlaget for estimering af universets alder og størrelse. Den nuværende uoverensstemmelse mellem forskellige målemetoder for H0 er et af de mest aktive forskningsområder i kosmologi og kan føre til nye opdagelser om universets sammensætning og udvikling.