Geddes-planen for Tel Aviv: Patrick Geddes' byplan og masterplan (1925–1929)

Geddes, der oprindeligt var biolog og sociolog, blev ansat til at tegne en plan for den nye by Tel Aviv, der skulle bygges ved siden af den gamle havneby Jaffa. De principper, han anvendte i forbindelse med byen, lignede i høj grad det, vi i dag kender som New Urbanism-planlægningsidéer - der blev lagt vægt på fodgængere i stedet for biltrafik, der blev tilskyndet til fællesskabsfølelse og borgerliv ved hjælp af bypladser, og en rigelig beplantning med grønne områder gav et betydeligt fokus på et minimalt miljømæssigt fodaftryk. Den private biltrafik blev minimeret, og byen blev tænkt som en by i fodgængerskala. Denne kvarteridentitet har været afgørende for Tel Avivs succes som by.

Et andet vigtigt aspekt af Geddes plan var brugen af "superblokken", som var populær i begyndelsen og midten af det 20. århundrede og havde sin oprindelse i den modernistiske bevægelse. Hovedprincipperne var at skabe ekstra store blokke, der var afgrænset af større veje i stedet for mindre veje, og at lade dem være gennemsyret af smalle ensrettede gader, der var udformet på en sådan måde, at gennemkørende trafik blev forhindret. Formålet med disse superblokke var at skabe et fællesskab og en følelse af borgerligt liv i dem. For at opnå dette var det planen, at der i midten af hver blok skulle være et centralt offentligt rum (en have eller en offentlig bygning). I virkeligheden resulterede de kommercielle faktorer i, at kun få af disse centrale pladser blev inddraget til offentlig brug.

Geddes lod sig til dels inspirere af havebybevægelsen, der blev udviklet af Ebenezer Howard, og han var opsat på at sikre, at grønne områder var en integreret del af Tel Avivs landskab. Med henblik herpå blev det i hans plan begrænset, at bygninger højst måtte optage en tredjedel af en given grund, og disse begrænsninger skulle sikre det maksimale potentiale for kvarterer med frodigt grønt.

Geddes foreskrev ikke en bestemt arkitektonisk stil for området, idet en by, der planlægges efter den britiske havebybevægelse, traditionelt ville sigte mod en arkitektonisk stil baseret på den traditionelle stil for området. Geddes erkendte, at størstedelen af den befolkning, som han planlagde byen til, ville være indvandrere fra Europa og andre dele af verden. Han tilskyndede til udvikling af en tydelig "jødisk stil". Interessant nok giver Geddes ikke meget mere end disse stilanbefalinger i sin planlægningsrapport.

I løbet af de følgende årtier efter Geddes plan blev gennemført begyndte området at forfalde, og der var en betydelig offentlig beklagelse og utilfredshed med byens forfald. Dette forfald blev senere brugt som begrundelse for den hurtige ombygning af området i 1950'erne. Det blev dog bemærket, at denne utilfredshed med byens forfald hurtigt ændrede sig til nostalgi, da man begyndte at rive gamle bygninger ned for at give plads til nybyggeri. Der blev derfor gjort en betydelig indsats for at bevare de historiske kvarterer, som Geddes havde planlagt, og i 1984 blev Council for the Preservation of buildings and Sites oprettet for at beskytte dem.

Kritikere af Tel Avivs indretning har antydet, at det ikke er en smuk by i klassisk forstand. Man har i vid udstrækning givet den lave standard for byggeri og boliger (lejlighedsbyggerier) skylden for dette, idet man har anført, at de udviklede bygninger var grimme og lignede stakke af pakkekasser med skokasser som balkoner.

Der er også blevet fremsat kritik af, at byen ikke har klaret sig godt med den stigende befolkning og den stigende private biltrafik, som Geddes ikke havde forudset dengang. Dårlig bygningskonstruktion og manglende vedligeholdelse har været yderligere kritik af den tidlige byplanlægning.

På trods af denne kritik af Geddes planlægning af Tel Aviv er Tel Aviv, selv om den ikke er immun over for de moderne problemer med trafik og udvikling, som alle byer i dag står over for, bredt anset som en succesfuld by og et symbol på det moderne Israel.