Den østlige langnæbedeechidna (Zaglossus bartoni), også kendt som Bartons langnæbedechidna, er en af tre arter i slægten Zaglossus. Arterne i denne slægt forekommer alle på Ny Guinea. Z. bartoni findes især i de kølige højlandsområder i Papua Ny Guinea, typisk mellem 2.000 og 3.000 meter over havets overflade.

Udseende og størrelse

Arten kendes på sit lange, rørformede snudeparti og på antallet af kløer: fem kløer på forlemmerne og fire på baglemmerne, hvilket adskiller den fra andre langnæbbede echidnaer. Voksne dyr vejer normalt mellem 5 og 10 kg og har en kropslængde på cirka 60–100 cm (23,5–39 tommer). De har ingen synlig hale. Pelsen er tæt og mørk, ofte sort eller mørkebrun, med stive spidser (modificerede hår) der danner et pigget forsvarslag. Ved trussel kan dyret trække sig sammen til en tornet kugle.

Føde og levevis

Som andre langnæbbede echidnaer er Z. bartoni primært myrepindsvin i bogstavelig forstand: den søger efter orme, termitter, myrer og andre bløde hvirvelløse dyr i jorden og i dødt ved. Den bruger sit lange, klæbrige sprog til at fange byttet og snuden til at grave i løvlaget og i jorden. Bevægelsen er langsom, og adfærden er ofte sky og tilbageholdende; dyrene kan være både dag- og nataktive afhængigt af vejr og menneskelig forstyrrelse.

Reproduktion og udvikling

Zaglossus bartoni er et monotreme — et af de få pattedyr, der lægger æg (monotreme). Hunnen lægger et enkelt lille, læderagtigt æg, som hun plejer i en midlertidig pung eller fold. Efter klækning udvikles ungen, kaldet en "puggle", ved at die fra moderens mælk, som udskilles fra mælkekirtler uden egentlige brystvorter. De unge er i starten meget sårbare og bliver i høj grad afhængige af moderen indtil de kan klare sig selv.

Underarter

Der er fire anerkendte underarter af Zaglossus bartoni:

  • Z. bartoni bartoni
  • Z. bartoni clunius
  • Z. bartoni smeenki
  • Z. bartoni diamondi

Populætionerne af hver underart er geografisk isolerede i forskellige højlandsområder eller bjergkæder, og de adskiller sig ofte primært i kropsstørrelse og enkelte morfologiske træk. Isolationen skyldes områdets komplekse topografi med dybe dale og adskilte bjergplateauer, hvilket har ført til lokal tilpasning og genetisk differentiering.

Trusler og bevarelse

Bartons langnæbedechidna er sårbar over for flere trusler i deres begrænsede højlandslevesteder. De vigtigste problemer er menneskejagt til føde, tab og fragmentering af skovhabitat, samt forstyrrelser fra jordbrug, skovrydning, minedrift og invasive arter som hunde og pattegrise. Klimaændringer kan desuden påvirke de kølige højlandsområder, som arten er afhængig af.

Fordi dyrene er sky, lever i lave tætheder og findes i svært tilgængelige områder, er forskning og overvågning udfordrende. Bevaringsindsatser fokuserer typisk på lokal beskyttelse af habitat, samarbejde med lokale samfund for at reducere jagt og videre studier af udbredelse og populationsstatus.

Interessante fakta

  • Det er en af de største nuværende monotreme-arter.
  • Den bruger ikke tænder til at tygge byttet, men nedmaler føde ved hjælp af kraftige muskler i munden og grove plader i ganen.
  • På trods af sit piggede udseende er den et egentligt pattedyr med pels, mælk og interne reproduktive træk, bortset fra æglægning.

Forskning i Zaglossus bartoni fortsætter, og øget viden om udbredelse, adfærd og genetik er vigtig for at sikre langtidsoverlevelsen for denne usædvanlige og økologisk specialiserede højlandsart.