Tipu Sultan (20. november 1750 - 4. maj 1799), ofte kaldt Tiger af Mysore, var hersker over kongeriget Mysore fra 1782 til 1799. Han var både lærd, soldat og digter. Tipu var den ældste søn af sultan Hyder Ali af Mysore og hans hustru Fatima Fakhr-un-Nisa. Han blev født i en muslimsk familie, hvis forfædre ifølge forskellige kilder siges at stamme fra Persien, Afghanistan, Arabien og Ferghana (i det nuværende Usbekistan).

Baggrund og magtovertagelse

Tipu Sultan blev opdraget og uddannet i både militære færdigheder og statsadministration under sin far Hyder Ali. Efter Hyder Alis død overtog Tipu magten i 1782 og fortsatte de politiske og militære bestræbelser på at konsolidere og udvide Mysore-staten. Han udviklede en streng, centraliseret administration, som søgte at modernisere forvaltning og økonomi.

Reformer og økonomisk politik

Tipu indførte en række reformer for at styrke staten og økonomien. Blandt de vigtigste tiltag var introduktionen af nye mønter, en ny lunisolarkalender og et reorganiseret system for jordafgifter. Han satsede på at fremme handel og håndværk, blandt andet ved at stimulere silkefremstilling og øvrige håndværksindustrier i Mysore, og etablerede statslige manufakturer og værksteder. Disse reformer havde til formål at skabe en mere indtægtsgivende og uafhængig stat.

Militær opbygning og teknologi

Tipu moderniserede hæren ved at indføre nye våbentyper og organisatoriske tiltag. Et af de mest kendte militærteknologiske fremskridt fra Mysoreperioden var de såkaldte «Mysore-raketter» — primitive raketter, som blev brugt effektivt i kampene mod britiske styrker og senere inspirerede videre udvikling af raketteknologi i Europa. Tipu søgte også støtte og våbenleverancer fra Frankrig for at stå stærkere mod britisk ekspansion.

Territorium, religion og diplomati

Under Tipu strakte kongeriget sig fra Krishna-floden i syd til de østlige Ghats i øst og mod vest indtil Det Arabiske Hav. I sine diplomatiske forbindelser samarbejdede han med europæiske magter; franskmændene var især tætte allierede, og efter anmodning fra dem lod han opføre kirke, den første i Mysore.

Tipu var personlig troende muslim, men hans politik over for religiøse fællesskaber var kompleks. Nogle kilder beskriver ham som tolerant og som en beskytter af visse religiøse institutioner, mens andre peger på tilfælde af tvangsomvendelser og konflikter med lokale grupper. Historikere er uenige, og vurderinger af hans religiøse politik varierer afhængigt af kilder og fortolkninger.

Krige med briterne og død

Tipu er kendt som Sher-e-Mysore (Mysores tiger) og fik også tilnavnene Sher-e-Hind og Sher-e-Mashriq (Østens tiger). Han var en markant modstander af det britiske styre i Sydindien og spillede en central rolle i at fastholde aktiv modstand mod britisk Indien. Tippoo Sahib (som briterne kaldte ham) vandt den første og anden Anglo-Mysore-krig, og hans sejre førte til, at britiske styrker flere gange måtte acceptere ugunstige betingelser i efterfølgende traktater — blandt andet i aftaler indgået i Madras og Mangalore.

Alligevel endte konflikten med briterne tragisk for Tipu: i 1799, under fjerde Anglo-Mysore-krig, blev Seringapatam belejret af britiske styrker og deres allierede, og Tipu blev dræbt under belejringen den 4. maj 1799. Hans død betød enden på den uafhængige Mysore-magt i den form, han havde opbygget.

Eftermæle

Tipu Sultan er i dag et historisk og kulturelt symbol med en todelt arv. For mange er han en anti-kolonial helt og en tidlig forsvarer af indisk selvstændighed — en leder, der sto imod britisk ekspansion. For andre er hans regeringstid også forbundet med kontroverser om religiøs politik og håndhævelse af central magt. Hans militære innovationer, administrative reformer og økonomiske initiativer gjorde et varigt indtryk, og han huskes både i Indien og internationalt som en af de mest markante herskere i Sydindiens moderne historie.

Bemærk: Tipu Sultans rolle og handlinger fortolkes forskelligt afhængigt af kilder og historiske perspektiver. Fortolkninger kan variere mellem nationalistiske, koloniale og akademiske fremstillinger, og nyere forskning arbejder ofte med nuancerede og kildekritiske vurderinger af hans regeringstid.