Rupert Sheldrake: Biografi, teori om morfisk resonans og kontroverser
Rupert Sheldrake: Biografi, teori om morfisk resonans og kontroverser — læs om hans liv, idéer, kritik og den internationale debat om hans kontroversielle forskning.
Alfred Rupert Sheldrake (født 28. juni 1942) er en engelsk forfatter og tidligere forsker, mest kendt for sin kontroversielle teori om "morfisk resonans". Efter studier i naturlige videnskaber fik han en Ph.d. i biokemi og arbejdede fra 1967 til 1973 som biokemiker og cellebiolog ved Cambridge University. I midten af 1970'erne arbejdede han i Indien (1974–1978), hvor han fortsatte studier af planteudvikling og biologisk organisation. Hans første og mest omdiskuterede bog, A New Science of Life, udkom i 1981 og præsenterer begrebet morfisk resonans.
Morfisk resonans — kort forklaring
Sheldrakes teori om morfisk resonans foreslår, at former og mønstre i naturen (morfogenese) ikke alene forklares af genetisk information og lokale fysiske love, men også af en slags immateriel hukommelse i naturen. Ifølge teorien påvirker tidligere organiserede former og adfærdsmønstre senere, lignende systemer gennem en resonanslignende forbindelse. Teorien hævder dermed en form for kollektiv hukommelse, som gradvist gør visse former eller vaner lettere at gentage over tid.
Forskning og eksperimenter
Sheldrake foreslog flere eksperimenter for at teste ideer om det, han kaldte den udvidede bevidsthed eller "extended mind". Blandt hans mest omtalte studier er undersøgelser af dyr, der angiveligt "ved" hvornår ejere kommer hjem, og eksperimenter i parapsykologiske felter som såkaldt telefonsammentænkning. Han har også foreslået og deltaget i gentagelsesforsøg, men mange af hans påståede fund er enten svagt statistisk understøttet eller vanskelige at replikere under kontrollerede forhold.
Modtagelse og kontroverser
Sheldrake er en polariserende skikkelse. Hans ideer har tiltrukket interesse fra en del læsere og alternative forskningsmiljøer, men er også blevet stærkt kritiseret af mainstream-forskere. Kritikere peger på manglende empirisk dokumentation, uklare mekanismer og utilstrækkelig metodologi i mange af hans studier. Flere videnskabelige anmeldere har betegnet hans teorier som spekulative eller pseudovidenskabelige.
Et eksempel på offentligt opgør med hans arbejde er en anmeldelse i The Guardian fra 2009, hvor Adam Rutherford (tidligere viceredaktør på Nature) skrev om A New Science of Life og beskrev bogen kraftigt kritisk med den velkendte bemærkning: "Læs ikke denne bog, den vil gøre dig dummere".
I 2013 holdt Sheldrake et TEDx-talk om temaer fra sin bog The Science Delusion (udgivet i USA som Science Set Free). TED.org valgte senere at fjerne talken fra deres officielle TEDx-kanal, hvilket gav anledning til debat om ytringsfrihed, grænserne for populærformidling og redaktionelle retningslinjer for videnskabskommunikation.
Akademisk status og kritik
Selvom Sheldrake har akademisk baggrund inden for biokemi og cellebiologi, er hans senere teorier ikke blevet indlemmet i den etablerede biologiske forskning. Flere fagfæller og fagredaktører har kritiseret manglen på reproducerbare resultater og foreslået, at hans hypotheses kræver langt strengere og større studier for at blive taget alvorligt af det brede videnskabelige fællesskab.
Udvalgte værker
- A New Science of Life (1981)
- The Presence of the Past (1988)
- Seven Experiments That Could Change the World (1994)
- Dogs That Know When Their Owners Are Coming Home (1999)
- The Sense of Being Stared At, and Other Aspects of the Extended Mind (2003)
- The Science Delusion / Science Set Free (2012)
Personligt liv
Sheldrake er anglikaner og har udtalt interesse for religiøse og mystiske erfaringer i relation til videnskabelige spørgsmål. Han er gift med Jill Purce, som er sanger og studerer stemmens rolle i ritualer og helbredelse.
Konklusion
Rupert Sheldrake er en provokerende figur i skæringsfeltet mellem naturvidenskab, filosofi og alternative opfattelser af bevidsthed og udvikling. Hans arbejde har ført til vigtige diskussioner om, hvordan grænserne for videnskabelig forklaring sættes, men hans teorier om morfisk resonans mangler stadig bred empirisk accept. For læsere, der vil danne deres egen mening, er det nyttigt at gennemgå både hans oprindelige tekster og de kritiske vurderinger fra fagfæller.
Søge