Defragmentering
Når filsystemer lagrer en fil, forsøger de normalt at lagre hele filen i én del. Når diskdrevet fyldes op, bliver det vanskeligere at finde en tom plads, der er stor nok. I et sådant tilfælde opdeler filsystemerne filen i dele og gemmer hver del et andet sted på disken. Denne proces er kendt som fragmentering. Fragmentering opstår, fordi de forskellige dele ikke lagres ved siden af hinanden. Når filen læses, skal den samles fra de forskellige steder. Filer, der er gemt i én del, kan læses hurtigere.
Defragmentering er ved at blive udført
Processen
Defragmentering er processen med at omarrangere de forskellige dele, så de gemmes ved siden af hinanden. Dette gøres normalt ved at kopiere dem til et andet sted på disken. Defragmentering er relevant for filsystemer på elektromekaniske diskdrev. For at læse hver del skal harddiskens hoved omplacere sig selv til det område, hvor delen er gemt.
Problemet med defragmentering er, at det tager lang tid, og i nogle tilfælde kan filsystemet ikke ændres, mens defragmenteringen er i gang. Derfor bør defragmentering ikke foretages, når det kan undgås.
Der er forskellige slags filer, og nogle af dem ændres oftere. Det er ofte en god praksis at placere dem på forskellige partitioner, som de fleste Unix-lignende styresystemer gør. Desuden har harddiskenes design ændret sig med tiden, hvilket vil gøre virkningerne af defragmentering mindre synlige.
Medier, der anvender flash-hukommelse, f.eks. solid-state-diske, har ikke gavn af defragmentering, da der ikke er nogen bevægelige dele, der skal omplaceres.