Cosimo II de' Medici (12. maj 1590 – 28. februar 1621) var storhertug af Toscana fra 1609 til 1621. Han var den ældste søn af Ferdinando I de' Medici, storhertug af Toscana og Christine af Lothringen. Han blev gift med Maria Magdalena af Østrig og fik otte børn, hvoraf den ældste var Ferdinando II, som efterfulgte ham som storhertug. Galileo Galilei var hans læremester i barndommen og senere en af hans vigtigste protegéer.

Tidlig liv og uddannelse

Cosimo voksede op i det magtfulde mediceiske miljø i Firenze og modtog en pietetsfuld aristokratisk opdragelse med særlig vægt på humanistisk og videnskabelig uddannelse. Allerede som barn blev han undervist af prominente lærere; blandt dem var Galileo Galilei, som tidligt skabte et varigt intellektuelt bånd til familien Medici.

Regeringstid og forvaltning

Cosimo blev storhertug i 1609 efter sin fars død. På grund af svag helbred og en mere tilbagetrukken natur uddelegerede han i høj grad den daglige regering til sine ministre og rådgivere. Hans regime fortsatte Ferdinando Is politik med at bevare Toscanas indre stabilitet og økonomiske styrke frem for at føre ekspansiv udenrigspolitik.

Protektor for videnskab og kunst

Cosimo II er især husket for sin beskyttelse af kunsten og videnskaben. Som beskytter af lærde og kunstnere gav han støtte til akademiske kredse i Firenze, herunder forbindelser til Accademia dei Lincei. Galileo Galilei nød hans gunst; Galileo dedikerede nogle af sine vigtige værker til Medici-familien og opkaldte de nymødte måne-satelitter efter Cosimo (de såkaldte "Mediceiske stjerner"), hvilket styrkede forbindelsen mellem videnskab og hoffet.

Familie og eftermæle

  • Ægtefælle: Maria Magdalena af Østrig.
  • Børn: otte i alt; den mest fremtrædende var Ferdinando II, som efterfulgte ham.
  • Efter Cosimos tidlige død trådte hans enke og hans mor ofte i karakter som ledende i regentskabet for den unge Ferdinando II.

Død

Cosimo II døde den 28. februar 1621, kun 30 år gammel, formodentlig af tuberkulose. Hans korte regeringstid gjorde ham mindre markant i politisk forstand, men hans betydning som protektor for videnskab og lærdom — især gennem relationen til Galileo Galilei — har sikret ham et varigt eftermæle.