Allan Octavian Hume, CB ICS (4. juni 1829 – 31. juli 1912) var en britisk embedsmand i Imperial (siden Indian) Civil Service, politisk reformator, botaniker og en af Indiens mest betydningsfulde ornitologer. Han huskes især som en af grundlæggerne af Indian National Congress (Indiens Nationalkongres) og som en central skikkelse i udviklingen af moderne indisk ornitologi — ofte kaldt "den indiske ornitologis fader".

Tidlige år og embedskarriere

Hume trådte ind i den britiske embedstjeneste og blev ansat i Indien, hvor han gennem årene beklædte flere administrative poster. Han steg i gradene og blev i 1871 sekretær for ministeriet for indtægter, landbrug og handel under Lord Mayo. Som embedsmand var han kendt for sin praktiske tilgang til administration og for prioriteter, der søgte at forbedre almindelige menneskers levevilkår gennem reformer i landbrugspraksis, opkrævningsmetoder og lokal administration.

Reformer, 1857-oprøret og Etawah

Under og efter det indiske oprør i 1857 konkluderede Hume, at årsagerne i høj grad lå i dårlig regeringsførelse. Som administrator i distriktet Etawah gjorde han en målrettet indsats for at genetablere ro og orden og for at forbedre forholdene for befolkningen. Hans tiltag — fx reformer i administrationen, støtte til landbrugsforbedringer og sociale initiativer — gjorde distriktet til et af de tidligste eksempler på, hvordan lokale reformer kunne skabe stabilitet. I samtiden blev Etawah ofte fremhævet som et modelområde for udvikling.

Politisk syn, kritik af administrationen og vejen til en national bevægelse

Hume var ikke tilhænger af radikal og voldelig modstand; han søgte derimod langsigtede, fredelige og forfatningsmæssige reformer. I løbet af 1870'erne og 1880'erne blev han dog ærligt kritisk over for dele af den britiske administration. Hans skarpe kritik af Lord Lytton førte til, at han i 1879 blev fjernet fra sit sekretariatspost. Samtidig mente Hume, at den britiske regerings systematiske tilsidesættelse af indernes meninger og følelser var et alvorligt problem, som kunne føre til ustabilitet. Han skrev blandt andet, at "en indstuderet og uforanderlig tilsidesættelse, hvis ikke ligefrem foragt for vore undersåtters meninger og følelser, i dag er det vigtigste kendetegn for vor regering i alle grene af administrationen."

Grundlæggelsen af Indian National Congress

I denne politiske atmosfære tog Hume initiativet til at skabe en platform for indiske stemmer inden for rammerne af fredelig og forfatningsmæssig reform. Ideen om en indisk union begyndte at tage form i begyndelsen af 1880'erne; Hume modtog i første omgang vis støtte fra Lord Dufferin, om end uden officiel tilknytning fra viceregenten. Ifølge flere beretninger blev forslaget blandt andet drøftet ved private møder i forbindelse med et teosofisk møde i Madras i december 1884. Hume udsendte i marts 1885 den første indkaldelse, og i december samme år mødtes repræsentanter i Poona (Pune) til den første samling af what skulle blive Indian National Congress. W. C. Bonnerjee (W. C. Banerjee) var blandt de første valgte præsidenter ved dette møde.

Forsøg på udvidelse, interne spændinger og tilbagetrækning

Mellem 1886 og 1887 arbejdede Hume på at udvide Kongressens sociale og geografiske base ved at inddrage flere bønder, byboere og muslimske deltagere. Disse bestræbelser udløste et tilbageslag fra konservative briter og fra nogle indiske kredse, hvilket førte til perioder med tilbagetrækning og kritik. Hume var ofte frustreret over Kongressens begrænsede fokus på sociale spørgsmål — han ønskede fx mere opmærksomhed på fattigdomsproblemer og sociale reformer som hævelse af ægteskabsalderen for piger — og han savnede stærke, vedholdende indiske ledere, villige til at arbejde målrettet for en bredere national bevægelse. I 1892 advarede han om muligheden for voldelige opstande på landet; denne advarsel vakte imidlertid både bekymring i det britiske etablissement og modstand blandt nogle kongresledere.

Pressen i Indien var ofte skeptisk over for Kongressen, og mange anglo-indianere opponerede kraftigt imod Humes initiativ. Satire og hån var ikke ualmindeligt — et satirisk værk fra 1888 inkluderede en figur kaldet "A. O. Humebogue".

Ornitologi og naturhistorie

Ved siden af sit embedsvirke var Hume en dedikeret ornitolog og naturhistoriker. Han grundlagde tidsskriftet Stray Feathers, som blev en central publikation for studiet af indiske fugle. Hume indsamlede og katalogiserede et omfattende materiale om Indiens fugleliv; han publicerede artikler og bidrag, der hjalp med at standardisere viden om artstilknytning, udbredelse, reder og æg. Hans samlinger og skrifter dannede grundlaget for senere ornitologisk forskning i Sydasien, og hans arbejde har haft varig betydning for forståelsen af regionens naturhistorie.

Senere liv, tilbagetrækning og død

Skuffet over den langsomme udvikling og manglen på stærke indiske ledere inden for den nationale bevægelse forlod Hume Indien i 1894 og bosatte sig i London. Fra England fortsatte han dog at interessere sig for Indian National Congress og korresponderede med mange indiske og britiske reformvenner. Han levede i udlandet de næste årtier og fortsatte sit videnskabelige virke samt sin tætte opmærksomhed på Indiens politiske udvikling. Allan Octavian Hume døde den 31. juli 1912.

Arv og eftermæle

Humes indsats efterlod både varig ros og vedvarende debat. Han krediteres ofte for at have skabt en moderat, forfatningspræget ramme, hvor indiske politiske interesser kunne organiseres og udvikles. Samtidig blev hans rolle og hans metoder kritiseret af både britiske og indiske aktører i samtiden. Ved Indian National Congress' 27. møde i Bankipur (26.–28. december 1912) udtrykte arrangørerne deres dybe sorg over tabet af "Allan Octavian Hume, C.B., kongressens far og grundlægger, hvis livslange tjenester, der blev ydet under sjældne selvopofrelser, Indien føler dyb og varig taknemmelighed over, og hvis død har betydet et uopretteligt tab for Indiens fremskridt og reformer."

Som administrator, reformforkæmper og naturhistoriker efterlod Hume et komplekst og flerstrenget eftermæle: en mand, der både byggede institutioner og videnskabeligt grundlag, og som arbejdede for gradvise reformer, samtidig med at hans metoder og holdninger kunne vække modstand i en tid præget af store politiske og sociale forandringer.