Pakistans forfatning fra 1973

Pakistans forfatning fra 1973

En af de mest presserende opgaver for den nye regering var at udarbejde en ny forfatning. Da undtagelsestilstanden endelig blev ophævet, blev forsamlingen indkaldt i april 1972 på grundlag af valgresultatet fra 1970 i den tidligere region Vestpakistan. Der blev nedsat et udvalg bestående af et tværsnit af politikere fra forskellige partier. Der var uenighed i udvalget om, hvorvidt den nye forfatning skulle indføre parlamentarisk styre eller et præsidentielt regeringssystem. Der var også forskellige holdninger til spørgsmålet om provinsernes selvstyre. Det tog forfatningsudvalget otte måneder, før det fremlagde sin rapport den 10. april 1973. Forfatningsudkastet blev vedtaget af den føderale forsamling med 135 stemmer for og tre hverken for eller imod. Den trådte i kraft den 14. august 1973, og Bhutto blev valgt til premierminister af nationalforsamlingen den 12. august 1973. Forfatningens hovedtræk var følgende:

I. Pakistan er en forbundsrepublik med et parlamentarisk regeringssystem. Premierministeren er regeringschef og vælges af et flertalsparti.

II. Islams særlige stilling som statsreligion skal understreges, og både premierministeren og præsidenten skal være muslimer.

III. Pakistan skal erklæres for en islamisk republik som standard.

IV. Et lovforslag om ændring af forfatningen kræver to tredjedeles flertal i underhuset og et flertal i overhuset.

V. Alle grundlæggende menneskerettigheder skal garanteres, men der blev tilføjet en bestemmelse om, at de er underlagt rimelige begrænsninger, der er fastsat ved lov".

VI. Højesteret og High Courts skal have beføjelse til at håndhæve de grundlæggende rettigheder.

VII. Præsidenten handler i overensstemmelse med premierministerens bindende råd, og alle præsidentens ordrer skal være kontrasigneret af premierministeren.

VIII. Senatet eller overhuset vælges hovedsageligt blandt provinsregeringerne, og for første gang skal provinsernes interesser således varetages på centralt plan. Senatet må ikke opløses, heller ikke i nødstilfælde.

IX. I nødstilfælde kan den føderale regering vedtage lovgivning om hvad som helst og kan endda suspendere de grundlæggende frihedsrettigheder.

X. Urdu skal være landets officielle sprog, mens det pakistanske sprog skal bevares i de næste 15 år.

Xl.Undervisningen i den hellige Koran og Islamiat bør være obligatorisk.

XlI. Pakistan skal være en føderal islamisk stat, så de resterende beføjelser skal ligge hos provinserne og ikke hos centralregeringen.

Forfatningen fra 1973 markerede derfor en tilbagevenden til en parlamentarisk demokratiform efter det præsidentielle eksperiment, der blev indført med forfatningen fra 1962. Der blev også givet indrømmelser til provinserne for at dæmpe frygten for, at centralregeringen ville bestemme over dem i alle spørgsmål. Dette var vigtigt, da ordningen med én enhed først for nylig var blevet afskaffet, og fordi 2 af de 4 provinsregeringer i den nye delstat ikke var PPP-regeringer. Forfatningen fra 1973 havde imidlertid en anden fordel i forhold til sine to forgængere: den var blevet vedtaget og vedtaget af en demokratisk valgt forsamling. Det gav den større autoritet, og selv om den blev suspenderet under det næste krigsretsregime, har Pakistan siden uafhængigheden udarbejdet og ændret tre skriftlige forfatninger, og den fjerde blev udarbejdet, og den blev genindført den 30. december 1985 og er stadig gældende til dato.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad var en af de mest presserende opgaver for den nye regering?

Spørgsmål: Hvornår blev undtagelsestilstanden ophævet?

Spørgsmål: Hvordan blev forsamlingen sammensat?

Spørgsmål: Hvem udgjorde forfatningsudvalget?

Spørgsmål: Hvilke uenigheder var der i udvalget?

Spørgsmål: Hvor lang tid tog det for dem at fremlægge deres rapport?

Spørgsmål: Hvilken dato afleverede de deres rapport?

Søg efter bogstav