Pakistans forfatning 1973: kort oversigt og nøglepunkter

Kort og klar guide til Pakistans forfatning af 1973: centrale principper, parlamentarisk system, islamisk rolle, rettigheder, ændringsprocedure og provinsernes rolle.

Pakistans forfatning fra 1973

Baggrund

Efter den blodige bortdeling af Øst- og Vestpakistan i 1971 (som førte til oprettelsen af Bangladesh) og ophævelsen af undtagelsestilstanden indkaldte man i april 1972 en national forsamling på grundlag af valgresultatet fra 1970. Et tværpolitisk udvalg blev nedsat for at udarbejde et nyt forfatningsgrundlag. Udvalget brugte otte måneder på at nå frem til et udkast, som blev fremlagt den 10. april 1973. Forfatningen trådte i kraft den 14. august 1973, og Zulfikar Ali Bhutto blev valgt til premierminister den 12. august 1973.

Hovedtræk og nøglebestemmelser

Forfatningen fra 1973 indførte en række centrale principper og institutionelle ændringer. De vigtigste punkter kan opsummeres således:

• Parlamentarisk forfatningssystem: Pakistan blev en føderal republik med et parlamentarisk system, hvor premierministeren er regeringschef og udgår af flertalsparlamentet.
• Islamisk karakter: Islam fremhæves som statsreligion, og både præsidenten og premierministeren skal være muslimer. Forfatningen bygger desuden på de islamiske værdier, som blandt andet blev udtrykt i den såkaldte Objectives Resolution.
• Betegnelse: Pakistan erklæres en Islamisk Republik.
• Ændringer af forfatningen: Ændringer kræver et kvalificeret flertal i parlamentet; som hovedregel er der krav om højere stemmeflertal i de repræsentative forsamlinger for at ændre forfatningen.
• Grundlæggende rettigheder: Forfatningen garanterer en række grundlæggende menneskerettigheder og borgerrettigheder, men fastsætter samtidig, at disse rettigheder kan være undergivet rimelige begrænsninger fastsat ved lov.
• Retsindgreb og domstole: Højesteret og de regionale High Courts fik kompetence til at håndhæve de grundlæggende rettigheder og udøve dømmende kontrol over forfatningsmæssighed.
• Præsidentens rolle: Præsidenten blev i praksis en ceremoniel statsoverhoved, der normalt handler i overensstemmelse med premierministerens råd; mange præsidentielle beslutninger skulle være kontrasigneret af premierministeren.
• Senatet (overhuset): Et nyt overhus, Senatet, blev oprettet til at varetage provinsinteresser på føderalt plan. Senatet kan ikke opløses og skal give provinsrepræsentation uafhængig af flertalsforholdene i Nationalforsamlingen.
• Undtagelsestilstand (nødstilfælde): Forfatningen indeholder bestemmelser, der tillader den føderale regering at erklære nødstilstand i særlige situationer. Under sådanne forhold kan visse retsgarantier og grundlæggende frihedsrettigheder midlertidigt begrænses eller suspenderes i henhold til forfatningen.
• Sprog: Urdu blev fastsat som nationalsprog, samtidig med at engelsk kunne fortsætte som administrativt sprog i en overgangsperiode (højst 15 år efter ikrafttrædelsen), og forfatningen forpligtede sig til at beskytte og fremme de øvrige sprog, som tales i landet.
• Undervisning i religion: Forfatningen fremhævede undervisning i Koranen og Islamiat som en del af skolernes religiøse undervisning for muslimske elever.
• Føderalisme og provinsernes beføjelser: Forfatningen styrkede den føderale struktur ved at fastlægge, at en række resterende beføjelser skulle ligge hos provinserne frem for centralregeringen, hvilket var en indrømmelse for at dæmpe frygt for overdreven central kontrol—særligt vigtigt efter afskaffelsen af ordningen med "én enhed".

Betydning og efterfølgende udvikling

1973-forfatningen markerede en tilbagevenden til parlamentarisk demokrati efter det præsidentielle eksperiment under forfatningen fra 1962. Den blev udarbejdet og vedtaget af en demokratisk sammensat forsamling, hvilket gav den legitimitet.

Alligevel oplevede Pakistan efterfølgende flere politiske omskiftelser: forfatningen blev suspenderet efter militærkuppet i 1977 under general Zia-ul-Haq, og landet var under militært styre en årrække. Martial law blev hævet den 30. december 1985, og forfatningen blev genindført — men nu ændret ved en række tilføjelser og amendmenter (især med henblik på at styrke præsidentens beføjelser og gennemføre politisk islamisering). Siden da er forfatningen fra 1973 blevet ændret flere gange, men den udgør fortsat det grundlæggende forfatningsmæssige rammeværk for Pakistan.

Forfatningen fra 1973 har haft varig betydning for Pakistans institutionelle opbygning: den etablerede centrale institutioner (parlament, regering, præsident, Højesteret og High Courts), indførte et føderalt senat til provincesrepræsentation og lagde rammerne for forholdet mellem islamiske principper og moderne forfatningsret. Samtidig har efterfølgende politiske kriser og amendmenter illustreret de spændinger, som kan opstå mellem civile og militære aktører, mellem centralmagt og provinser samt mellem rettighedsbeskyttelse og sikkerhedsbetragtninger.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad var en af de mest presserende opgaver for den nye regering?

Spørgsmål: Hvornår blev undtagelsestilstanden ophævet?

Spørgsmål: Hvordan blev forsamlingen sammensat?

Spørgsmål: Hvem udgjorde forfatningsudvalget?

Spørgsmål: Hvilke uenigheder var der i udvalget?

Spørgsmål: Hvor lang tid tog det for dem at fremlægge deres rapport?

Spørgsmål: Hvilken dato afleverede de deres rapport?

Søg efter bogstav