Videokassetteoptager

Se film

I midten af 1980'erne blev videobåndoptagere en meget populær måde for folk at se film og andre optagede programmer på deres hjemmefjernsyn på. Indtil det 21. århundrede tilbød videoudlejningsforretninger et stort udvalg af film, der var optaget på VHS-bånd, som kunderne kunne leje. I 1980'erne tilbød nogle videoudlejningsforretninger også et mindre antal film, der var optaget på betabånd.

VHS vs. Betamax

I 1980'erne var VHS involveret i en formatkrig med Sony's Betamax. VHS vandt formatkrigen. Betacam, en variant af Betamax, der var specielt designet til professionelle videokameraer, blev populær i tv-studier, men forbrugerne brugte VHS i hjemmet.

I 1974 forsøgte den japanske regerings ministerium for international handel og industri (MITI) at tvinge den japanske videoindustri til at blive enige om ét enkelt format til optagelse af hjemmevideoer for at undgå forvirring hos forbrugerne. Senere byggede Sony en prototype af en Betamax-videobåndoptager. Sony præsenterede prototypen for MITI og overbeviste dem om at bruge Betamax som teknisk standard. Sony fik derefter lov til at opkræve licensgebyrer af andre virksomheder for at bruge den tekniske Betamax-standard, så de også kunne bygge og sælge Betamax-maskiner.

JVC mente, at en åben standard (en teknisk standard, der er åben og gratis for alle at bruge) som VHS var bedre for forbrugeren, så de kæmpede mod MITI og Sony. JVC forsøgte at overbevise andre virksomheder, herunder Matsushita, om at bruge VHS i stedet for Betamax. Matsushita var enig med JVC, fordi Matsushita var bange for, at Sony kunne blive det mest magtfulde selskab i videooptagelsesindustrien, hvis Betamax-formatet var det eneste format, som MITI tillod dem at sælge. Matsushita var også utilfreds med, at Betamax-systemer kun kunne optage en times video.

Da Matsushita var enig med JVC, begyndte Hitachi, Mitsubishi og Sharp at støtte den tekniske VHS-standard. Da Sony lancerede sine Betamax-maskiner i Japan i 1975, pressede det MITI til at støtte Sony endnu mere. Kombinationen af JVC og de andre virksomheder var imidlertid meget stærkere, og til sidst holdt MITI op med at forsøge at skabe en enkelt teknisk standard for hele industrien. JVC lancerede de første VHS-maskiner i Japan i slutningen af 1976 og derefter i USA i begyndelsen af 1977. Sony fortsatte med at sælge Betamax-maskiner, og de konkurrerede med VHS i slutningen af 1970'erne og ind i 1980'erne.

I lande, der anvender den tekniske NTSC-standard til tv-transmissioner, kunne Betamax Beta I-versionen optage en times video med en båndhastighed på 1,5 tommer pr. sekund (ips), hvilket svarer til VHS-standardafspilningstilstand (SP). Oprindeligt optog VHS to timers video med en hastighed på 1,31 ips. Betamax' kassetter i mindre størrelse kunne ikke indeholde lige så meget magnetbånd som VHS-kassetter. De kunne ikke konkurrere med at få plads til længere båndlængder i kassetterne for at matche VHS's to timers optagetid. I stedet måtte Sony sænke båndhastigheden til 0,787 ips (Beta II) for at opnå to timers videooptagelse i samme kassetteformat. Det betød, at det tv-billede, der blev produceret af et Betamax-bånd, var dårligere end VHS-båndet, når man sammenlignede to timers optagelser.^[] Sony udgav til sidst en længere Betamax-kassette kaldet Beta III, som gjorde det muligt for NTSC Betamax at optage mere end to timer, men på det tidspunkt havde VHS allerede vundet formatkrigen.

VHS brugte også et mindre kompliceret sæt mekanismer til at læse magnetbåndet end Betamax, og VHS-maskinerne var hurtigere til at spole tilbage (spole magnetbåndet tilbage til startstedet, så videoen starter fra begyndelsen næste gang) og spole hurtigt fremad end Betamax-maskinerne.

I lande, der anvender de tekniske standarder PAL og SECAM til tv-transmissioner, var Betamax' optagetid på samme niveau som VHS, og billedet på tv'et var mindst lige så godt som VHS.

DVD'er erstattede videobåndoptagere

I slutningen af 1990'erne og i løbet af 2000'erne erstattede DVD-afspilleren videobåndoptageren som den mest almindelige måde at se film på et fjernsyn i hjemmet på. Senere faldt salget af videobåndoptagere, hvilket medførte, at videobåndoptageren blev brugt mindre af folk. Videobåndoptagere er stadig tilgængelige, men færre butikker tilbyder dem, fordi færre mennesker ønsker dem.